Det kan blive tungt at være trafikant i både bil, bus og tog, når Øresundsbron lægger beton til Broløbet søndag den 15. juni.
Omkring 40.000 løbere deltager i løbet, som er arrangeret i anledning af broens snarlige 25-års jubilæum. Det kommer til at give trafik og fyldte tog – og arrangørerne anbefaler, at togpassagerer og trafikanter så vidt muligt undgår at krydse broen mellem klokken 6.00 og 17.00 den 15. juni.
Hvis man alligevel vover sig ud i trafikken, skal man forvente længere rejsetider.
Specielt mellem klokken 9.30 og 13.30 bliver det vanskeligt at komme igennem tunnelen, som er en del af brokomplekset. Her vil trafikken være ensrettet i tunnelen – og retningen vil blive ændret cirka hvert 15. minut. I denne periode bør man forvente køer, lavere hastigheder og længere rejsetid, hedder det i en pressemeddelelse fra Øresundsbron.
Også helt lokalt vil de mange løbere kunne mærkes. Fra Dragør mod Københavns Lufthavn via kystvejen og Lufthavnsboulevarden vil der være spærret for biltrafik både før og under afviklingen af starten på Broløbet. Motorvejens til- og afkørsler 15 og 16 lukker ifølge Dragør Kommune desuden fra klokken 9.30 til 13.30.
Uden for kommunegrænsen vil der være forbud mod parkering lørdag og søndag. På Amager Strandvej gælder spærringen allerede fra fredag den 13. juni. Ulovligt parkerede biler kan blive fjernet for ejers regning.