
Hvordan kan borgere og pårørende få mere indflydelse på hjemmeplejen i Dragør? Det vil Socialdemokratiet gerne have undersøgt. Nu har Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttet at se nærmere på mulighederne for at oprette et bruger- og pårørenderåd.
På mødet den 4. februar 2025 besluttede udvalget at undersøge, hvordan et sådant råd kan etableres, når den nye ældrelov træder i kraft.
Forslaget blev stillet af Socialdemokratiet ved Nicolaj Bertel Riber (A), der er formand for udvalget.
Øget inddragelse af borgere og pårørende
Forslaget indebærer, at hjemmeplejen får et bruger- og pårørenderåd, ligesom der er på Enggården. Ældrerådet skal også tilbydes en plads i rådet.
»Vi vil gerne inddrage brugere og pårørende mere og tror, at et råd kan bidrage med værdifuld viden,« siger Nicolaj Bertel Riber.
Han fremhæver, at den nye ældrelov lægger op til et tættere samarbejde med borgere og pårørende, hvilket gør forslaget endnu mere relevant.
Undersøger erfaringer fra andre kommuner
Beslutningen betyder, at Dragør Kommune nu skal undersøge, hvordan lignende råd fungerer i andre kommuner.
»Vi kigger på erfaringer fra andre steder og ser, hvordan det kan tilpasses hjemmeplejen i Dragør,« forklarer Nicolaj Bertel Riber.
Han ser et bruger- og pårørenderåd som en mulighed for at skabe bedre dialog og samarbejde mellem borgere, pårørende og hjemmeplejens ledelse.
»Det skal give indsigt og skabe et formelt samarbejdsrum, der kan bidrage til en endnu bedre hjemmepleje,« siger han.