Når Cirkus Arena besøger Dragør lørdag den 17. august klokken 15.00, bliver det med en særlig jubilæumsforestilling i anledning af cirkussets 70-års jubilæum. Publikum kan forvente en oplevelse i international klasse med både prisvindende artister og velkendte værter i manegen.
I spidsen for forestillingen står Bubber og Malene Qvist. Sammen skal de lede publikum gennem et show, der ifølge Cirkus Arena byder på både tradition og fornyelse. Malene Qvist er kendt fra popgruppen Sukkerchok og som børnevært på blandt andet DR Ramasjang, mens Bubber for mange er synonym med cirkusstemning i teltet.
Cirkusstemning for hele familien
»I 70 år har Cirkus Arena været en del af dansk kultur og en familietradition. Da min far grundlagde Cirkus Arena for 70 år siden, var det Danmarks mindste cirkus, og i dag er det Nordens største. Vi fejrer jubilæet med en forestilling, der både hylder cirkussets historie og tager cirkuskunsten til nye højder,« fortæller cirkusdirektør Benny Berdino.
Blandt de optrædende artister er en jonglør med hele 40 verdensrekorder, luftakrobater, linedansere, illusionister og klassiske cirkuselementer som hesteopvisning og klovneri. Forestillingen rummer desuden sang og musik, som skal bidrage til at samle generationer om en fælles oplevelse.
»Cirkus handler om at gøre det umulige muligt, og i år tager vi det til et nyt niveau,« siger Bubber og tilføjer:
»Publikum kan forvente at blive overrasket, fascineret og rørt – det bliver en uforglemmelig oplevelse.«
Malene Qvist fremhæver cirkusoplevelsen som noget helt særligt:
»Cirkus er magisk, fordi det samler os om noget helt særligt. Latteren, gispene, forventningens glæde – det er noget, der mærkes i hele kroppen.«
Cirkus Arena spiller forestillingen i Dragør ved Prins Knuds Dæmning.