Containerboliger til unge, nyt fælleshus for skoleelever og ældre og en plastikstøvsugende havrobot
K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
||0 min læsetid
Iværksætterkonkurrence for 6. klasser 2025. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen
Fællesfoto af de tre hold, der vandt første, anden og tredjepræmie i iværksætterkonkurrencen for 6. klasserne i Dragør, som Dragør Rotary Klub står bag. I forgrunden ses Line Daugbjerg, viceskoleleder på Dragør Skole, der selvfølgelig også skulle have et godt vinderfoto af de dygtige elever. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen
»I er langt mere nytænkende end de fleste voksne.«
Sådan lød det fra borgmester Kenneth Gøtterup under en af de otte imponerende præsentationer fra 6. klasseselever fra Dragørs skoler ved årets iværksætterkonkurrence, som Dragør Rotary Klub støtter.
Han og de to andre dommere, Jeanette Lohmann fra Rotary Amager og Kristoffer Falk Qvist, der driver RENTEQ Automotive i Dragør, havde svært ved at pege på én vinder, da de lyttede til de mange flotte præsentationer på scenen i Dragør Skoles aula den 3. oktober. For alle otte hold i finalen havde fantastisk innovative idéer at komme med.
Vinderen blev et projekt, som elever fra 6. C på Store Magleby Skole stod bag. Det handlede om at etablere en sportsklub i Dragør for børn, unge, voksne og ældre med fysiske eller psykiske handicap.
2. pladsen gik til elever fra 6. E på Nordstrandskolen, der præsenterede Det glade hus – et nyt fælleshus for skoleelever og ældre i Dragør.
3. pladen gik til elever fra 6. D på Nordstrandskolen, som havde udtænkt en havrobot til at filtrere plastikaffald i vandet.
Men her på siden har vi givet plads til at præsentere flere af de andre projekter, fordi de, som borgmesteren sagde, forhåbentlig kan inspirere både erhvervs- og foreningsliv og politikere i kommunen.
Sportsklub til fysisk og psykisk handicap: Julie, Nikolai, Alma og Freja fra 6. C på Store Magleby Skole præsenterede PERA Sportsklub. En idé om at skabe en sportsklub i Dragør for folk med fysiske og psykiske handicap. Der skal være tilbud for både børn, unge, voksne og ældre. Eleverne viste en hjemmeside og Instagram-profil frem for klubben, der skal levere trygge rammer, struktur og forståelse for, at man nogle gange har brug for at trække sig. Events som familiedag og fællesspisning skal skabe fællesskab, og alle frivillige trænere tilbydes kurser i at træne borgere med fysiske og psykiske handicap. De fire elever forklarede, at idéen bare kom til dem, men at de virkelig gerne vil skabe et lokalt tilbud til folk med diagnoser eller et fysisk handicap. De var – især fordi et par af dem har sceneskræk – både lettede og meget glade for at løbe med pokalen og førstepræmien på 1.000 kroner til klassekassen. Foto: Kirsten Marie Juel JensenDet glade hus: Emilia, Anna, Annabell, August og Villy fra 6. E på Nordstrandskolen leverede en nytænkende idé til, hvad der skal etableres på Erhvervsområde Nord. Nemlig et nyt fælleshus – Det glade hus – som skal være et mødested for skolebørn og ældre i Dragør. Her skal etableres et køkken og et aktivitetshus og en række nyttehaver. De unge og de ældre skal dyrke og lave mad sammen. Der skal være repaircafé, hvor de ældre kan give deres færdigheder videre, og her kan de to generationer generelt mødes om alt fra spil til opskrifter. Foto: Kirsten Marie Juel JensenEco Clean Robotics: Vigga, Wilder, Topper og Emil 6. D fra Nordstrandskolen havde udviklet en robot, der fungerer som en slags støvsuger i havet. Den suger vand ind, filtrerer det for plastikpartikler og opsamler affaldet. Den er programmeret til at søge hen til havnekanten og tømme plastikaffaldet i en container, der så bliver tømt af skraldemænd. Foto: Kirsten Marie Juel JensenDragør Fortæller-app: 6. B fra Store Magleby Skole præsenterede en app, der hedder Dragør Fortæller. Man kan bruge den til at skanne alle bygninger i Dragør, og så dukker der en video eller lydfil op, hvor en person fortæller om bygningens historie. For eksempel vil det være en lodsmand, man hører fortælle om sit arbejde og historien bag, hvis man skanner lodstårnet. Gruppen pegede på, at appen vil tiltrække flere turister og også kunne bruges i undervisning. Foto: Kirsten Marie Juel JensenContainerboliger: 6. A på Store Magleby Skole præsenterede et projekt med at etablere smart designede containerboliger til eksempelvis pensionister og studerende i Dragør. De skal placeres på markerne ved Hollænderhallen, som ligger tæt på gode fritidsfaciliteter og tæt på busforbindelser. Boligerne kan tilpasses forskellige behov, og huslejen kan holdes nede. Det er en klimavenlig boligform og vil være et godt tilbud, som kan tiltrække flere unge til byen. Eleverne skulle også svare på opfølgende spørgsmål fra dommerne, hvilket helt sikkert var grænseoverskridende, men som de gjorde godt. Foto: Kirsten Marie Juel JensenGratis mad: 6. C fra Nordstrandskolen præsenterede Fri Mad. Et projekt, der går ud på at etablere et køleskab og et skab, der skal stå ved udgangen i Føtex. Frivillige skal cykle rundt og indsamle mad fra Dragørs supermarkeder, der er ved at gå ud på dato. Maden skal placeres til fri afbenyttelse for alle Dragørs borgere. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen
Se flere billeder fra iværksætterkonkurrencen for Dragørs 6. klasser, hvor finalen blev afholdt på Dragør Skole.
Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse på Dragør Nyt.
Nødvendige cookies sikrer at siden fungerer korrekt.
Du kan vælge at acceptere alle cookies eller tilpasse dine valg.
Cookie-indstillinger
Nødvendige cookies
Disse cookies er nødvendige for at siden fungerer korrekt. De kan ikke slås fra.