De nemme, de sikre og de rigtigt dyre: Her er HOFORs bud på fremtidens vandforsyning i Dragør

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
De nemme, de sikre og de rigtigt dyre: Her er HOFORs bud på fremtidens vandforsyning i Dragør
Store Magleby Vandværk blev lukket i 2021 – først midlertidigt, siden permanent. Arkivfoto: Thomas Mose.

Det betød både forsinkelser, udfordringer med forsyningssikkerheden her og nu og udsigt til en økonomisk hovedpine lokalt, da forsyningsselskabet HOFOR tidligere i år meldte, at en tidligere fejllæsning af lovgivningen for vandforsyning gjorde, at Dragørs forbrugere alligevel ikke skulle forvente støtte fra hele HOFORs område til en ny vandledning.

Regningen på mindst 110 millioner kroner for vandledningen ville alene skulle ligge hos vandforbrugere i Dragør, og arbejdet med ledningen blev derfor sat på pause. Det ligger ikke længer fast, at den ny vandledning skal løse Dragørs udfordringer – for HOFOR præsenterede torsdag den 23. april en stribe forslag på en lukket temadrøftelse for kommunalbestyrelsen. Dragør Nyt har fået indsigt i de forslag, der blev præsenteret.

De er stadig på så tidligt et stadie, at der ikke er sat hverken beløb eller tidshorisont på dem. HOFOR har dog løseligt opdelt dem i tre kategorier; de små, de mellem og de store.

De små projekter kan udføres på eksisterende anlæg og HOFORs nuværende ejendomme eller meget små tilkøbte arealer. De mellem kræver mere plads til vandbehandling eller distribution.

De store kræver nye, meget pladskrævende anlæg, men forsyner både Dragørs og Københavns net. Det er den eneste måde, at udgiften kan finansieres af hele HOFORs forsyningsområde.

Rapporten, der skal danne grundlag for det videre arbejde, forventes at ligge færdig inden sommerferien. Politikerne skal tage endelig stilling til, hvilken løsning, man vælger til efteråret – og der er rigeligt at vælge imellem.

De mulige løsninger

Som situationen er i dag, får Dragør vand fra Tårnby via to forbindelser. Hovedledningen går via Englandsvej, mens en mindre ledning fra Tømmerupvej forsyner dele af kommunen.

Hvis der kommer et brud på rørlinjen ved Englandsvej, kan Tømmerupledningen ikke forsyne hele Dragør.

Projektet, der blev sat på pause tidligere i år, var en forbindelse til HOFORs øvrige ledningsnet via Englandsvej. Det bliver i oversigten betegnet som dyrt, men det vil give god forsyningssikkerhed og være relativt let at udføre. Teknologien er velkendt og alle tilladelser er på plads. Det er det eneste projekt, der ligger et officielt overslag på – nemlig 110 millioner kroner.

Reservoir ved Store Magleby

En af de mindre løsninger er et vandreservoir – altså et reservebassin – ved Store Magleby Vandværk. Her vil der kunne ligge vand til et halvt døgn, og det vil ikke være specielt dyrt i anlæg og drift. Teknologien bag er kendt, men der er usikkerhed om, hvilke tilladelser, der skal indhentes.

En anden mindre løsning er at banke mere vand igennem fra Tømmerupvej. Det vil kræve flere trykforøgere på ledningen, og hvis Tårnby Forsyning kan understøtte løsningen, vil det ikke blive videre dyrt. Det vil dog kun give forsyningssikkerheden et mindre løft. Løsningen betegnes som middel i kompleksitet, for den vil formentlig kræve en udvidelse af Tårnbys ledningsnet og etablering af flere bygninger i det åbne land.

Beslægtet med den løsning er et øget samarbejde med Tårnby Forsyning. Det vil dog hovedsageligt give et øget beredskab, når der sker uheld. Økonomien er begrænset, men det kræver formentlig en udvidelse af nettet i Tårnby.

Udsat ledning

En tredje billig løsning er at sikre vandledningen, der hænger frit i lufthavnstunnelen. Den er ekstra udsat, for eksempel ved trafik- og flyuheld. Det vil dog kun føre til en begrænset øgning i forsyningssikkerheden, fordi ledningen kun bliver beskyttet helt lokalt. Til gengæld er det ikke så svært at udføre, hvis der er plads i tunnelen til en ekstra sikring.

Afviser lokalt vandværk

I de mellemstore løsninger ligger blandt andet et lokalt vandværk med membranfiltrering, så forurening kan blive renset bort. Der er ikke noget bud på en placering, og selv om forsyningssikkerheden er høj, trumfes det af, at det både er komplekst, fordi der ikke er gængs teknologi, og fordi det vil blive meget dyrt i både etablering og drift. Det er det eneste forslag, HOFOR selv afviser på forhånd.

Mere positive er HOFOR over for et regionalt vandværk med membranfiltrering – i hvert fald er det blandt løsningerne, der vil blive arbejdet videre med til HOFORs kommende rapport.

Der er ikke udpeget en placering til vandværket, der vil give en meget høj forsyningssikkerhed – og en meget høj etableringsomkostning.

Driftsudgiften forventes at være moderat til høj, fordi der vil være stordriftsfordele. Når vandet fordeles til flere kommuner, vil udgiften kunne deles med HOFOR Vand København. Det er dog komplekst at etablere løsningen, fordi det er ny teknologi, og der skal indhentes flere komplicerede tilladelser.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER