Egentlig var det lidt tilfældigt, at Birgitte Dangaard satte sig i samtalestolen i headspace som frivillig rådgiver. Og at hun var klar til at hjælpe unge mellem 12 og 25 år, der har brug for at lette deres hjerte over for en voksen.
Hun var gået på pension efter mange år som leder i lufthavnen hos først SAS og siden Naviair, så det var ikke fordi, hun havde en psykologuddannelse i kufferten. Men hun var uddannet coach og havde arbejdet meget med børn, der dyrker elitesport.
Og da headspace åbnede i Tårnby, blev tanken hængende hos hende.
»Jeg fik lyst til at gøre en forskel for de her unge, der bare har brug for en voksen til at lytte,« forklarer hun.
Aldrig ladt alene
Birgitte Dangaard var til samtale hos headspace og kom herefter på kursus, hvor hun fik konkrete værktøjer til at gennemføre en samtale. headspaces mål er at hjælpe den unge til at finde svaret i sig selv, og det blev hun oplært i.
»Vi er altid to til en samtale, og så er der både før- og eftersparring. Man bliver aldrig ladt alene,« fortæller Birgitte Dangaard, der derfor følte sig tryg fra begyndelsen.
Hun opfordrer derfor også alle, der har lyst til at hjælpe unge, til at melde sig som frivillige til det headspace-tilbud, der netop er åbnet i Dragør. Man skal ikke føle, at man skal kunne noget særligt, have en særlig alder eller en særlig baggrund. Det vigtigste er, at man har lyst til at lytte.
»De unge kommer med alt fra kæresteproblemer til skolevægring. Nogle bliver mobbet. Nogle er selvmordstruede. Uanset, handler det om at slå lyttebøfferne ud. Meget ofte kan det faktisk gøre det. Men hvis de unge bøvler med noget meget tungt, kan vi også hjælpe dem videre i systemet og fortælle dem om deres muligheder for at få mere hjælp,« forklarer Birgitte Dangaard, der selv har en vagt på tre til fire timer hver uge.
I Dragør skal headspace ud at fortælle om deres tilbud på skolerne. Og så er der åben, gratis og anonym rådgivning på Nordstrandskolen hver onsdag mellem klokken 13 og 16.
Må ikke blive et interview
Birgitte Dangaard oplever, at mange unge kommer til en samtale flere gange – måske ti gange – når de først har fundet ud af, hvad headspace er for noget. Men den første samtale handler altid om at bryde isen, fordi det kan være meget grænseoverskridende for den unge overhovedet at være mødt op.
»Det er vigtigt, at det ikke bliver et interview. Det er en samtale, man får hos os. Så vi begynder altid med at forklare, at alt er tilladt at fortælle og tale om. Vi dømmer ikke nogen, og intet er for stort eller småt,« siger hun og fortsætter:
»Vi har ikke et fast spørgeskema, fordi det handler om at tage udgangspunkt i, hvor den unge er. Nogle begynder at tale helt af sig selv. Andre gør ikke, og så spørger vi selvfølgelig ind til, hvorfor de er kommet, og hvad de har lyst til at tale om.«
Svært ikke at være en fikser
Det kan selvfølgelig være hårdt at lytte til de unges problemer, hvis de for eksempel indeholder sorg, vold eller selvskade. Men Birgitte Dangaard føler, hun har fået redskaberne til at håndtere det. Og så hjælper debriefingen bagefter altid, så hun ikke slæber de unges problemer med hjem.
»For mig tror jeg, det hjælper, at jeg selv har tre børn, har prøvet meget i mit liv og har den livserfaring, jeg har. Men det vigtigste er, at man har en interesse for at gøre en forskel for andre mennesker. For der skal tit så relativt lidt til for at gøre en forskel,« forklarer Birgitte Dangaard.
For hende har det sværeste været at vænne sig til, at hun ikke skal løse de unges problemer.
»Man skal være klar til, at man ikke er en fikser. Man skal lægge øre til og stille nysgerrige spørgsmål, der får den unge til at finde svaret i sig selv. Hvis de lærer at reflektere over sig selv og sit liv, kan de tage det med sig ind i voksenlivet. Og jeg skal huske, at min opfattelse af verden ikke er den, de selv har. Så jeg skal for eksempel ikke sige ‘Nej, hvor må det være hårdt’, hvis de fortæller om at leve med alkoholiske forældre. Jeg skal spørge ind til, hvordan de selv oplever det,« siger Birgitte Dangaard.
Det kan noget andet end terapi
Hun mærker, at det for de unge er rart – og bliver det også i en mindre kommune som Dragør, hvor mange kender hinanden – at man kan være anonym. Og at de frivillige rådgivere selvfølgelig har 100 procent tavshedspligt. Hun oplever faktisk også, at de unge er glade for, at hun ikke er psykolog eller terapeut med et behandlingsprogram. Faktisk er der nogle, der går til psykolog eller i anden form for behandling, men alligevel kommer i headspace, fordi disse samtaler kan noget andet. Her er man bare.
Selv om Birgitte Dangaard altid fatter sympati for de unge og synes, de er superseje, fordi de har taget det første skridt til at hjælpe sig selv ved at møde op, skal hun også kende grænsen. Det duer ikke at græde, kramme og i det hele taget være alt for følelsesladet.
»Man kan sagtens anerkende dem og vise varme med sit kropssprog uden at skulle give en krammer. Og man skal tænke over, at det, de har brug for, er en, der er rolig, rummer dem og lytter uden at dømme,« beskriver den frivillige rådgiver.
Selv om hun er glad for, at hun hjælper en masse unge, mener hun også, hun selv får meget ud af at være i headspace.
»Man lærer en masse af at se ud over sin egen næsetip og få andre perspektiver på livet. Og så er der en god stemning og et godt socialt fællesskab i headspace. Vi passer på hinanden. Derudover er der masser af events og kurser, man gratis kan deltage i. Så man kan udvikle sig selv som menneske,« lyder det fra Birgitte Dangaard.