Det kan du opleve i naturen i april

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Det kan du opleve i naturen i april
Tranerne er nogle gigantiske fugle, som er ret nemme at genkende i luften, fordi de flyver i cirkler – med meget brede vinger og ben og hals strakt ud. Foto: Signelements.

Der er skruet helt op for alle forårstegnene her i april. Og der skal ikke mange grader eller solstråler til, før vi skynder os ud i vores haver, nyder solen på bænken op ad husmuren og måske lige går en ekstra tur ned til vandet eller i Lunden eller Kongelunden. Det er der også al mulig grund til, forklarer Martin Sleimann fra UngDragør. For naturen står klar med masser af oplevelser. Det er bare med at stille skarpt på dem. For eksempel kan man udfordre sig selv til at lære de mange fuglefløjt lidt bedre at kende.

»Fuglene hørte vi jo allerede i marts, men nu synger de endnu mere. Og jeg opfordrer gerne til, at man bruger de mange fuglefløjt til at lære fuglene lidt bedre at kende. En god idé er at starte med tre forskellige fugle, så man kan kende dem på lyden, inden man faktisk får øje på dem. Det er sjovt at vide, om det er bogfinken eller solsorten, der sidder lige udenfor,« siger Martin Sleimann.

Især kan det være en god aktivitet med børnene – og som sagt en god mulighed for at læse op på fuglene og lære mere om dem. Alt sammen skaber en større bevidsthed om den natur, vi færdes i. Man kan selvfølgelig sætte sig til at stirre på fuglene, indtil de siger noget – så kender man deres lyd. Man kan også gå ind i Dansk Ornitologisk Forenings fugledatabase, hvor man kan tjekke lyden på alle fuglearter og øve sig i dem.

Svaler betyder forår

April er også årstiden for mange af de trækfugle, som har været væk hele vinteren, men som nu synes, at Danmark er varm nok til at gæste igen. Det gælder blandt andet svalerne.

»Svalerne tilbringer faktisk mere tid i Afrika end i Danmark, men vi opfatter dem alligevel som vores. Svalen er ligesom vores faste forårsbebuder. De kommer herop, når det bliver for varmt i Afrika, og vi har nogle bedre temperaturer og gode, saftige insekter at byde på,« forklarer Martin Sleimann.

Bysvaler. Foto Signements.
Bysvaler laver reder af vådt, lerholdigt mudder og græsstrå. Foto: Signelements.

Der findes tre forskellige svalearter i Danmark – bysvalen, landsvalen og digesvalen. De tre typer af svaler ligner hinanden en del – alle har den velkendte kløftede hale – men har ligesom delt luftrummet imellem sig.

Digesvalerne flyver lavest og æder de insekter, der er mest jordnære. Landsvalen tager sig af det mellemste luftrum, mens bysvalen jager i insekternes øverste luftlag.

Digesvalen er lille med en matbrun overside og hvid underside og yngler i øvrigt i huller på op til en meters dybde, som den selv graver ud. Både land- og bysvarer laver reder af vådt, lerholdigt mudder, som de kliner fast sammen med græsstrå under tagudhæng og på tagspær.

Landsvalen har en blåsort overside, rustrød pande og strubeplet og et blåsort halsbånd. Bysvalen har helt hvid underside og hvid overgump med sorte vinger og halefjer.

Tranerne flyver, og havørnene yngler

Der er dog også flere større fugle, som det er værd at lægge mærke til i april.

»Vi kan være heldige at se havørne ude ved Kongelunden og især ude på Saltholm. Deres æg klækker her i april, og man kan se dem fodre deres unger,« forklarer Martin Sleimann.

Tranerne trækker også hen over Dragør her i april. De gigantiske fugle – op til 125 centimeter høje – som man kan se flyve i store cirkler. Derudover kan man også kende dem på, at de flyver med udstrakt hals og ben, har enormt brede vinger og ofte udstøder en høj, trompeterende lyd, mens de flyver.

Tranerne har hygget sig i Frankrig, Spanien og Nordafrika hen over vinteren, men nu kommer de til Nordeuropa for at yngle. Især i Sverige, hvor op mod 30.000 tranepar yngler. Mange af dem ved Hornbogasjön, hvor de udfører deres berømte tranedans. Og det er altså på vej dertil, at vi oftest ser dem her i kommunen.

Der er dog også traner, der overvintrer i Danmark. Dog mest i Nordvestjylland og ved Vadehavet.

Anemonen følger solen

Blomster er der også rigtig mange af her i april. De pibler frem i skovbunden og i vores haver.

Anemoner. Foto: Signelements.
Anemoner drejer hovedet efter solen. Foto: Signelements.

»Anemonerne er jo den klassiske forårsblomst, som dækker hele skovbunden. De kommer frem, netop inden træerne har fået blade, fordi de så kan få glæde af det direkte sollys. Man kan se timelaps-videoer, der viser, hvordan anemonerne dagen igennem drejer hovedet hen mod, hvor solen kommer fra,« lyder det fra naturvejlederen.

Når anemonerne er afblomstret, springer bøgetræerne og bøgehækkene i øvrigt ud.

»Man kan spise bøgebladene, mens de er helt små og nyudsprungne. De er rigtig gode i salat. Og faktisk kan man også lave snaps af bøgeskuddene, inden bladene springer ud. Den skal dog have en ordentlig omgang sukker, for ellers kan den godt være bitter. Men det er jo altid sjovt at lave sine egne ting,« siger Martin Sleimann.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Påskeliljer er smukke forårsbebudere. Men husk at der er giftige. Foto: Beeline.dk

Pas på påskeliljen

Påskeliljen er en anden velkendt forårsblomst, som de fleste er glade for at plukke og tage ind i stuerne. Dog er det vigtigt at huske på, at de faktisk er ret giftige.

»Man kan opleve lidt hudrirritation fra saften, men det er ikke sådan, at man skal være bange for at røre ved dem. De er dog så giftige, at man ikke må spise dem,« forklarer Martin Sleimann.

Det er hele planten, specielt løgene, der indeholder alkaloider, som kan give opkastning, mavesmerter og diarré, hvis du spiser dem.

Påskeliljen er i øvrigt også giftig for dyr som kaniner, hunde og katte.

Er man ikke slangeforskrækket, er april endnu mere end marts tiden til at tage på hugormetur på Vestamager. Her er mange af dem, og de kommer for alvor frem nu, hvor solen skinner mere, og temperaturerne er højere.

Har man ikke lyst til at kigge på hugorme, kan man blive hjemme i haven og nyde de mange insekter, der summer rundt.

»Så igen en opfordring til at lave insektvenlige, vilde blomster- og urtebede og lave insektboer. Jo flere blomster, jo flere insekter og sommerfugle, jo flere fugle. Det hele hænger jo sammen,« siger Martin Sleimann.

Naturoplevelser i april

• Traner trækker hen over Dragør på vej til Sverige for at yngle.
• Havørnens æg klækker.
• Anemoner, påskeliljer og andre forårsblomster springer ud.
• Svalerne kommer og begynder at bygge reder.

Aktiviteter
• Lær fuglefløjt at kende. Brug evt. www.dofbasen.dk/danmarksfugle
• Lav snaps af bøgeskud.
• Lav salat af spæde bøgeblade.
• Byg insekthoteller og plant insektvenlige bede. Find gode tips på www.haveselskabet.dk

Om Naturoplevelser i Dragør

13 kilometer kyst. Godt 242 hektar skov. 165 hektar strandenge. Derudover kommer så moser, overdrev og åbne marker. Dragør Kommune er fyldt med natur, og mange nyder omgivelserne alene, med venner, familie, børn eller børnebørn.

Men ved du, hvilke fugle, dyr og planter, du skal særligt holde øje med hvornår? Og hvilke aktiviteter i naturen, indbyder de forskellige årstider særligt til? Det giver Dragør Nyt dig fremover en guide til hver måned.

Naturvejleder Martin Sleimann fra UngDragør er vant til at tage kommunens børn og unge med ud på en oplever i naturen, men nu tager han os alle sammen med.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER