Fredag eftermiddag den 7. november inviterede kandidat til kommunalvalget Anne Grønlund til debatmøde på Dragør Strandhotel under overskriften »Grønlunds Forsamlingshus«.
Arrangementet samlede 14-16 deltagere, fortæller Anne Grønlund, der beretter, at stemningen var god og snakken livlig:

»Det gik ualmindeligt godt. Det var ikke et voldsomt stort fremmøde – men vi havde nogle rigtig gode snakke,« siger kommunalvalgskandidaten.
Hun fortæller, at der blev drøftet en række lokale emner som forholdende i ældreplejen, parkeringspladser og byggeri.
Der var på forhånd annonceret gratis genstande til de første 25 fremmødte, så der var ikke mangel på drikkevarer.
»Jeg fik da givet nogle omgange,« bemærker Anne Grønlund med smil i stemmen og kalder arrangementet »en stor succes«.
Hårdt at føre valgkamp
I valgkampens slutspurt frem til valgdagen tirsdag den 18. november har Anne Grønlund lagt en særlig strategi: Hun har valgt at sætte tid af til også at kunne slappe af og genoplade batterierne i ugens løb.
»Jeg vil prøve at være lidt ekstra aktiv på sociale medier, men det er også vigtigt at sætte tid af til at kunne slappe lidt af. Det er virkelig sjovt at føre valgkamp, men det er også hårdt,« siger hun.
Der er dog tid til at deltage i Dragør Nyts spidskandidatdebat i Hollænderhallen søndag eftermiddag – og Anne Grønlund fortæller, at hun føler sig godt forberedt til at debattere med de andre kandidater.