Dragør-forfatter tager tråden op fra brutal debut

»Jeget kommer nogle gange tæt på mig selv, men det er en fiktiv person.«

Martin Wittrup Enggaard

»Jeg cykler forbi st magleby kirke/ bevogtning af flugttruet livstidsfange der gør antræk til undløb fra sin søns barnedåb/ blæser under lufthavnstunnellen/ eftersættelse af indbrudstyv med kogle i bagsmækken/ og ind i tårnby/ mand hår kvindes hår og tæsker hendes tænder«

Hverdagens kendte steder og banaliteter – som tøjvalg til dagen og cykelruten til arbejdet – blander sig med virkelighedens brutalitet i Martin Wittrup Enggaards nyeste bog endnu et drab. Et langdigt, der udkom den 2. september, knap et år efter at han debuterede med digtsamlingen Enhver kontakt efterlader spor.

Martin Wittrup Enggaard er drabsefterforsker hos Københavns Politi, og endnu et drab tager tråden op fra debuten i sin skildring af livet i den helt særlige rolle.

Bogen beskriver det første døgn i drabsefterforskning – og at det blev et langdigt var ikke planlagt.

»Jeg går og skriver på alle mulige ting hele tiden. Så kom dette digt til mig. Det startede som et digt, og så blev det lidt længere, og så blev det til et langdigt. Formen har givet mig mulighed for at give et indblik i de første 24 timer, som vi kalder de gyldne timer i drabsefterforskning. De bliver tit beskrevet meget hæsblæsende i film og bøger, men jeg oplever dem også som meget monotone. Der er meget ventetid, specielt når man er sagsstyrer og må vente på, at de andre kommer ind med oplysninger. Man er der, når de andre går hjem, for at skrive det hele sammen,« siger Martin Wittrup Enggaard.

Genkendeligt jeg

Bogens hovedperson er en jegfortæller, der bor i Dragør med sin familie, præcis ligesom Martin Wittrup Enggaard selv – men bogen er ikke en en-til-en-skildring af hans eget liv.

»Det er et skønlitterært værk. Det er ikke en selvbiografi, selvom jeg også har haft mareridt om, at der sker grimme ting med mine børn ligesom fortælleren i bogen. Jeget kommer nogle gange tæt på mig selv, men det er en fiktiv person,« siger han.

»Drabet i bogen er også 100 procent fiktivt, og jeg har måttet ud og researche det område, den foregår i. Hvis jeg skriver, at der er en hæk på stedet, skal jeg også være sikker på, at der er en. Det har været et mål, at det skal være helt realistisk,« siger han og understreger i samme ombæring, at de betjente, der sættes navn på i bogen, også er fri fantasi.

»Jeg har ikke haft lyst til at beskrive mine kollegaer, så de er til at genkende. Min nuværende leder vil ikke kunne tro, at det er ham, figuren Steen i bogen er baseret på, fordi han er så langt fra at være Steen.«

Mens efterforskningen står på, og hans kollegaer er ude og »lægge gift ud«, som det hedder i politilingo, når man forsøger at påvirke venner og familie til en mistænkt for at finde frem til vedkommende, blander jegfortælleren de store overvejelser om knivstiks rækkefølge og mulige efterforskningsskridt med små, ofte absurde konstateringer; en port, der igen ikke vil åbne, anprisninger af den økologiske kaffe, der popper op på den skærm, hvor forbrydelserne klinisk registreres eller en melding om, at man kan blive køresyg af de nye elbiler.

»Det er nok universelt, at hvis man står med noget komplekst på sit arbejde, og det er egentlig lige meget, om man efterforsker et drab, står med en stor kontrovers i skolegården eller laver nyt design på en lokalavis, så kan de små, absurde glimt give lidt humor til situationen,« siger han.

Alvorlig baggrund

Bogen er ikke kun tænkt som et indblik i drabsefterforskning. Den indeholder også en særlig hilsen til betjente, der er blevet fysisk eller mentalt påvirkede af deres arbejde. Martin Wittrup Enggaard har selv været der – det var det, der i første omgang fik ham over i en sidekarriere som digter.

»Jeg ønsker at vise, hvordan arbejde og privatliv kan glide sammen, og hvor vanskeligt det kan være at ramme en balance. Det er en udstrakt arm til de kollegaer, der går med de samme tanker, jeg har haft, og til dem, der ikke er så heldige at komme ud på den anden side med et velfungerende arbejdsliv og privatliv,« siger han.

Jeget i bogen skildres med tankekaos og blandt andet meget levende tvangsforestillinger om, at hans barn bliver angrebet med en kniv. Igen er det ikke en en-til-en-skildring, blandt andet har jegets børn andre køn end Martin Wittrup Enggaards egne, men der er alligevel en overlapning, erkender han.

»Mange politifolk nedtoner de symptomer, de selv har. Da jeg sad inde på forlaget og fortalte, at jeget i bogen har det noget værre, end jeg nogensinde har har haft det, så fik vi snakket os frem til, at jeg var ved at tale oplevelserne lidt ned igen,« siger han og peger på en mulig årsag til, at tilgangen er sådan.

»I mange politifolk ligger der en frygt for at tage pladsen fra de borgere, vi er sat i verden for at passe på. Hvis du har været ude til en højresvingsulykke med et lille barn, og du kører ud for at underrette forældrene, er det meget svært at synes, at det er synd for en selv, at man har haft den oplevelse, når man lige har fortalt et par forældre, at deres barn er dødt.«

Temaerne med de voldsomme hændelser, der bliver forsøgt indkapslet, var allerede et tema i debutens kortere digte.

»Når politifolk læste den bog, var reaktionen meget tit: ‘Nåh jo, det er jo sådan, det er.’«

»En efterforskning af mit eget sind«

Martin Wittrup kalder skriveprocessen på begge bøger for »en efterforskning af mit eget sind«. Men selve tilgangen har været meget forskellig.

»Ved den første bog havde jeg relativt mange medlæsere, både kollegaer, venner, familie og forfatterkollegaer. Der troede jeg, at jeg havde behov for at få at vide, om jeg var på rette vej. Men ved denne var det et mål for mig at have en mere upåvirket proces. Lige så snart man fortæller, at man skriver på et værk, og lader nogle læse med, påvirker det værket. Så det kan godt være, at jeg sprogligt kunne have justeret på den undervejs, men jeg kan ærligt sige, at den er 100 procent mig. Selv min kone fik først lov til at læse den, da den var færdig. Men nu, hvor bogen er udgivet, er den andres,« siger han.

Martin Wittrup Enggaard har været på Bogforum og holdt oplæg på blandt andet biblioteker i forbindelse med debuten. Men han er ikke for alvor blevet en del af hovedstadens litterære cirkler.

»Jeg har ikke tid til at rende til receptioner i København hver anden uge. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide de mennesker, men jeg har ikke et ønske om at blive en del af en kulturelite. Jeg kan bedre lide at gå på gangene til Bogforum og møde en læser eller at holde foredrag på et bibliotek for 30-40 mennesker, hvor der er nærvær, og man kan tage en snak om værket,« siger han.

Det har blandt andet givet ham en indsigt i, at bogen ikke kun henvender sig til et smalt, politifagligt publikum.

»Der er rigtig mange omsorgsarbejdere, der kan relatere digtene til deres eget arbejde. Jeg har hørt alt fra jordemødre til sosu’er, fængselsbetjente, pædagoger og soldater, der kan læse sig ind i oplevelserne. Det gør mig glad, fordi det siger, at temaerne er universelle.«

endnu et drab udkom på Forlaget Grønningen 1 den 2. september 2025.