Dragør kan stadig få sin tredje nye skov

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Dragør kan stadig få sin tredje nye skov
Det varer nok lidt tid, inden de nye statsskove ser sådan ud. Foto: Tim Panduro

Tre nye statsskove i Dragør Kommune – uden udgifter for borgerne.

Sådan lød tilbuddet fra staten for et par år siden. Dragørs politikere sagde ja tak, og til april bliver to områder ved Fælledvej bag genbrugsstationen og ved Rytterager i Store Magleby formentlig tilplantet, så kommende generationer kan nyde en skovtur tæt på deres hjem.

Et tredje område var også i spil – nemlig et areal, der er afgrænset af Nordre Dragørvej, Køjevænget og Slørvej. Det er dog ikke blevet tilplantet endnu, for en privat grundejer har i første omgang ikke ønsket at sælge det til Naturstyrelsen, der står for projektet.

Men området er stadig udpeget til skov, og planerne kan blive ført ud i livet på et tidspunkt, hvis handlen går i orden, fortæller Cecil Lundme Olausson, der er byplanlægger hos Center for Plan, Teknik og Erhverv i Dragør Kommune.

»Der ligger en politisk beslutning, og forvaltningen ser stadig et potentiale i området, men afventer Naturstyrelsens dialog med den private lodsejer,« siger byplanlæggeren.

Skovbyggelinjer

Naboer til området har også været kritiske over for skovprojektet. Her har frygten især været en skovbyggelinje. Let forenklet må man nemlig ikke bygge tæt på en skov. Men der er sandsynligvis løsninger på den problematik, siger Cecil Lundme Olausson.

»Som kommune skal vi overholde skovbyggelinjen, men vi har lyttet til borgerne og holdt møder dem. Vi forstår deres bekymring, og vi er indstillet på at søge staten om reduktion af skovbyggelinjen,« siger han og forklarer, at man ikke kan søge om reduktionen, før Naturstyrelsen har indsendt sin ansøgning om fredsskov på området.

Selv hvis der ikke bliver givet mulighed for en reduceret skovbyggelinje, er der en del undtagelser i loven, der gør, at man som beboer i en eksisterende bolig ikke bliver ramt – heller ikke, hvis man vil rive sit hus ned og bygge et nyt.

»Vi forstår bekymringerne, men der er mange muligheder for at blive omfattet af undtagelserne,« siger han.

Medejerskab

Når de to skove bliver plantet på Fælledvej og Rytterager, håber Cecil Lundme Olausson på, at mange vil deltage.

»Det er en vigtig begivenhed, for man kan få en følelse af medejerskab til skovene. Vi håber, at borgerne tager det til sig og måske selv er med til at plante et træ. Det kan jo blive et træ, familien kan besøge gennem generationer,« siger han.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER