Kamille Godrim Jakobsen, chef for Center for Børn, Skole og Familie har svaret skriftligt på en række spørgsmål fra Dragør Nyt om skolefraværet:
Hvordan bliver der generelt arbejdet med indsats mod fravær i Dragør Kommune?
»I Dragør Kommune arbejder skolerne tæt sammen med forældrene om at forebygge og følge op på fravær. Samtidig er vi ikke i mål endnu – vores faglige vurdering er, at det samlede fravær er for højt, og at der er behov for at styrke indsatsen yderligere. En central del af arbejdet er den løbende dialog med hjemmene. Skolerne følger op, hvis der er fravær uden forklaring, og forældrene er generelt gode til at orientere om årsager til deres børns fravær.«
»Derudover arbejdes der med tydelige forventninger til fremmøde, blandt andet via forældremøder og i samarbejde med skolebestyrelserne. Skolerne har også fokus på tidlig indsats, hvis en elev begynder at have øget eller bekymrende fravær. Her sætter man ind med dialog og relevante tiltag i samarbejde med familien. Samtidig er det et område, hvor vi kan blive bedre. Vi arbejder blandt andet på at styrke den tidlige opsporing af bekymrende fravær og sikre en endnu mere ensartet og systematisk opfølgning på tværs af skolerne. Skolerne har for nyligt taget et nyt registreringssystem i brug. Det skal understøtte indsatsen med tidlig opsporing, inden fravær bliver til vægring.«
Jeg går ud fra, at det lovlige fravær oftest dækker over, at børnene får fri fra skole udenfor skoleferier for at tage på ferie med forældrene. Er det korrekt forstået? Eller er der andre forklaringer?
Ja, en væsentlig del af det lovlige fravær dækker over ekstraordinær frihed i forbindelse med ferie, rejser, skiture eller lignende uden for skolernes ferieperioder. Skolerne oplever jævnligt ansøgninger om dette. På den baggrund har skolerne skærpet dialogen med forældrene og gør i højere grad opmærksom på, at ferier så vidt muligt bør placeres i de fastlagte ferieperioder. Det er dog i sidste ende forældrene, der træffer beslutningen.«
Kan en stor mængde lovligt fravær gå ud over faglighed og fællesskab i skolen?
Ja, en høj andel af lovligt fravær kan have betydning for både elevernes faglige udvikling og deres deltagelse i klassens fællesskab. Elever, der er fraværende, går glip af undervisning, introduktion til nye emner og fælles aktiviteter, som er vigtige for både læring og trivsel. Samtidig kan det udfordre undervisningen, når lærerne skal tilpasse forløb til elever, der har været væk. Og det kan påvirke klassens sociale dynamik, når elever jævnligt ikke er til stede.«
Er det noget, der bliver italesat over for forældre?
»Ja, det er et område, som skolerne aktivt italesætter. Det sker blandt andet på forældremøder, i skolebestyrelserne og i den løbende dialog mellem skole og hjem. I forbindelse med ansøgninger om ekstraordinær frihed går skolerne i dialog med forældrene og tydeliggør betydningen af stabilt fremmøde. Der er desuden skærpet praksis for, hvornår der gives tilladelse til ekstraordinær frihed – eksempelvis i perioder med prøver og eksamen for 8.- og 9.-klasserne.«
Hvilke indsatser og hvilket miljø på skolerne kan I pege på, som kan ligge til grund for, at det ulovlige fravær er så relativt lavt i Dragør Kommune i forhold til andre steder?
»Det relativt lave ulovlige fravær hænger i høj grad sammen med en velfungerende kontakt og dialog mellem skole og hjem. Forældrene er generelt gode til at registrere og begrunde fravær, og skolerne følger op, hvis der mangler en forklaring. Derudover arbejder skolerne med en tæt opfølgning og dialog, som understøtter, at fravær håndteres tidligt og i fællesskab.«
»Samlet set viser tallene, at Dragør Kommune har et lavt ulovligt fravær, hvilket peger på et generelt velfungerende samarbejde mellem skole og hjem. Samtidig giver det anledning til et fortsat fokus på omfanget af det lovlige fravær og på, hvordan man i fællesskab kan understøtte, at flest muligt elever er til stede i skolen til gavn for både deres læring og trivsel.«