Pia Holm Nielsen, der er direktør for Center for Plan, Teknik og Erhverv og Center for Sundhed, Pleje og Rehabilitering i Dragør Kommune, har fået nyt job i Ballerup Kommune.
I en pressemeddelelse takker kommunalbestyrelsen Pia Holm Nielsen for den store indsats, hun har ydet de seneste tre år, hvor hun blandt andet sammen med ledere og medarbejdere har fået nedbragt sagsbehandlingstiden på byggesager og har løst store udviklingsopgaver på det tekniske område og på ældre- og sundhedsområdet.
To nye direktører
I stedet for at genbesætte stillingen i sin nuværende form har kommunalbestyrelsen besluttet at opdele ansvaret på to fagdirektører fremadrettet.
Den nye organisering betyder, at der ansættes en direktør for Center for Sundhed, Pleje og Rehabilitering og en direktør for Center for Plan og Teknik, som også får ansvaret for erhvervs- og turismeområdet.
Beslutningen blev truffet på økonomiudvalgsmødet torsdag den 20. februar.
»Dragør Kommune har haft og står over for store udfordringer, særligt på ældreområdet og det tekniske område. Opgaverne kræver en massiv ledelsesindsats, og vi har brug for, at direktørerne er tættere på driften og implementeringen. Derfor udvider vi direktionen, så vi sikrer, at vi har de rette ressourcer i fremtiden,« lyder det fra borgmester Kenneth Gøtterup (C) i pressemeddelelsen.
Han bakkes op af konstitueringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, der alle ser beslutningen som en nødvendighed.
De omfattende udviklingsopgaver i Dragør Kommune betyder, at der er behov for flere ledelsesmæssige ressourcer. Særligt implementeringen af store velfærdsreformer samt gennemførelsen af to af kommunens største anlægsprojekter – kystbeskyttelse og udrulning af fjernvarme – kræver en styrket ledelse.
»Jeg ønsker både Pia og Ballerup tillykke. Dernæst ser jeg det som rettidig omhu og en ansvarlig beslutning, at direktionen styrkes med en fagdirektør mere,« siger 2. viceborgmester Helle Barth (V).