Dragør-musiker med international succes udgiver sin første EP

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Dragør-musiker med international succes udgiver sin første EP

Fredag den 14. november udkommer den første EP fra musikeren Adam Seuba, der er vokset op i Dragør. Efter flere år som sangskriver og producer for nogle af verdens største navne inden for både international pop og koreansk popmusik – også kendt som k-pop – udgiver han nu for første gang musik i eget navn.

Adam Seuba har især haft stor succes i Sydkorea, hvor han har skrevet sange til populære grupper som P1Harmony, TEN og Super Junior. K-pop er en sydkoreansk musikgenre, der blander elementer fra pop, hiphop og elektronisk musik og er kendt for sine store grupper, spektakulære sceneshows og et enormt globalt publikum.

På toppen af internationale hitlister

Flere af de sange, Adam Seuba har været med til at skrive, har opnået topplaceringer på internationale ranglister. Han står blandt andet bag nummeret »Pretty Boy« til gruppen P1Harmony, som i foråret blev nummer ét på den internationale albumrangliste Billboard World Albums.

Med sangen »Nightwalker« til artisten TEN blev han nummer ét i 34 lande, og sangen er blevet streamet over 150 millioner gange. Han har også bidraget til albummet Still Kids med den amerikanske gruppe New Kids on the Block, som opnåede placeringer på flere internationale hitlister.

Selvom Adam Seuba har opnået stor anerkendelse i udlandet, er han stadig et forholdsvis ukendt navn herhjemme. Den nye EP, Perspectives, markerer derfor også hans debut som solist i Danmark.

En personlig udgivelse

EP’en indeholder fem numre – heraf tre, der tidligere er udgivet som singler: »Lead Me Astray«, »Weight Of It All« og »Sticks & Stones«. Dertil kommer to nye sange, som tilsammen giver et indblik i Adam Seubas musikalske og personlige rejse.

Musikken bevæger sig i et moderne popunivers, hvor elektroniske lyde og trommemaskiner blandes med mere organiske instrumenter som guitar. I centrum står hans vokal, der ifølge ham selv afspejler både sårbarhed og styrke.

»Det her er første gang, jeg for alvor bruger min egen stemme til at fortælle historier, der balancerer mellem det sårbare og det håbefulde,« siger Adam Seuba.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER