Dragør var 12 år foran: Nu indfører staten rigsfællesskabsuge

C
Af Camilla Lærkesen
| | 0 min læsetid
Dragør var 12 år foran: Nu indfører staten rigsfællesskabsuge
Foto: Gregers Gjersøe

Kendskabet til rigsfællesskabet skal styrkes blandt de unge. Derfor indfører børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (A) nu en ny temauge i grundskolen. Den skal hedde rigsfællesskabsugen, og den forventes at blive afholdt første gang i uge 46 i skoleåret 2027/2028.

I rigsfællesskabsugen skal skolebørn lære om relationen til Grønland og Færøerne over en hel uge med temaundervisning. Men sådan en uge har samtlige elever i Dragør faktisk været igennem siden 2014.

Leder af UngDragør, Troels W. Lund, er stolt af at være en del af en organisation, der er så langt fremme i skoene.

Han oplever, at eleverne i Dragør allerede har et stort kendskab til rigsfællesskabet. I marts 2025 var Troels W. Lund selv med på en udvekslingsrejse til Grønland sammen med seks elever fra Dragør og tolv fra Frederiksberg. Eleverne fra Ilulissat i Grønland var også på besøg i København og Dragør.

Erfaren polarfarer underviser

I Dragør kaldes den eksisterende temauge for Polarskolen, og den har været obligatorisk undervisning for alle 7.-klasser i mere end et årti.

Undervisningsforløbet er et samarbejde mellem byens skoler, UngDragør og nonprofitforeningen Polarskolen, som arbejder for at styrke kendskabet til Arktis – herunder Grønland og Færøerne.

Undervisningen varetages af Gregers Gjersøe, som har stiftet Polarskolen. Han har selv blandt andet krydset Grønland på ski og været en af de to første danskere på ski til Sydpolen. Han krydrer det faglige med sine eventyr fra både Arktis og Antarktis. Her fortæller han om, hvordan han skar sin tandbørste over, så den ikke vejede for meget, hvordan toiletpapiret til rejsen var gjort op til tre stykker pr. dag, og hvad han gjorde, da en storm tog hans dunjakke 14 dage før målstregen på Sydpolen.

Eleverne lærer gennem en blanding af oplæg og gruppearbejde, hvor de skal tilegne sig viden om et bestemt emne, som de skal videreformidle til de yngre klasser på en besøgsdag. Her har eleverne lavet stande med quizzer, konkurrencer og udstillinger samt forberedt en præsentation.

Forløbet rundes af med en ekspedition på Kongelundsfortet, hvor eleverne selv skal prøve kræfter med det arktiske klima og udfordringer i kampen om at komme først til Nordpolen.

Foto: Gregers Gjersøe

Mere aktuelt end nogensinde

Allerede sidste år oplevede Gregers Gjersøe, at Polarskolen i januar faldt sammen med de globale overskrifter om Danmark og Grønland, da den amerikanske præsident Donald Trump ytrede ønske om at købe Grønland.

Men hvis Gregers Gjersøe troede, at kogepunktet var nået i 2025, fik han sig lidt af en overraskelse, da han gjorde klar til en ny sæson af Polarskolen i begyndelsen af 2026. Her underviste han i kølvandet på internationale krisemøder og spekulationer om, hvorvidt præsident Donald Trump ligefrem ville bruge militær magt for at overtage Grønland.

Beslutningen fra Børne- og Undervisningsministeriet er da også truffet blandt andet på baggrund af den seneste tids uroligheder omkring Grønland, hvor den amerikanske præsident Donald Trump flere gange har ytret ønske om at overtage den store ø højt mod nord.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye udtaler i en pressemeddelelse, at uroen i verden minder os om, at sammenhold ikke er en selvfølge, men noget, der skal holdes fast i. Han mener, at der er brug for at styrke rigsfællesskabet, og at det arbejde starter i skolen.

Foto: Gregers Gjersøe

Det er Gregers Gjersøe helt enig i. Derfor har han de seneste år arbejdet på at lade elever i Danmark, Grønland og Færøerne mødes gennem fortællinger om hverdagsliv, drømme, klima og identitet.

Rigsfællesskabet bliver først levende, når unge mennesker møder hinandens virkelighed, mener han.

Han uddyber, at beslutningen om en officiel rigsfællesskabsuge i Danmark sætter en vigtig national ramme, og at Dragør er et godt eksempel på, hvordan man kan arbejde med det i og uden for klasseværelset.

Foto: Gregers Gjersøe
Foto: Gregers Gjersøe
Foto: Gregers Gjersøe
Foto: Gregers Gjersøe
Foto: Gregers Gjersøe
Foto: Gregers Gjersøe

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER