Stemningen var positiv, da Dragørs nye handicapråd trådte sammen for første gang tidligere i år.
Det fortæller den nyvalgte formand Yvonn Bengtsson.
»Vi har kun haft et meget kort møde, men det var godt og meget positivt,« siger Yvonn Bengtsson, der lufter et håb om, at de næste fire år vil være præget af et godt samarbejde.
Dragør har ellers været uden handicapråd i mere end et halvt år, efter at repræsentanterne fra Danske Handicaporganisationer nedlagde deres hverv i maj 2025 efter længere tids utilfredshed over det, de afgående repræsentanter beskrev som dårligt samarbejde med og manglende lydhørhed fra repræsentanterne fra kommunalbestyrelsen og kommunens forvaltning i rådet.
Det er lovpligtigt for kommunerne at have et handicapråd, hvor kommune og Danske Handicaporganisationer skal have lige mange medlemmer. Med det nye råd lever Dragør Kommune igen op til lovgivningen.
Yvonn Bengtsson er som formand ikke helt ukendt med rådet, som hun har været suppleant til i sidste periode. Hun nåede dog kun at blive indkaldt til to møder på de fire år.
Et trygt hjem
Hun har meldt sig til for at gøre opmærksom på de problematikker, man kan møde som handicappet i Dragør.
»Det er vigtigt, at alle handicappede kan have et trygt hjem i Dragør. Det vil jeg gøre meget for,« siger Yvonn Bengtsson og peger på, at det menneskelige grundlag er i orden.
»Folk i Dragør er meget venligtsindede. Jeg flyttede tilbage hertil fra København for 15 år siden og oplever, at folk er meget mere imødekommende, både i forretningerne, supermarkederne og på gaden.«
Det betyder dog ikke, at der ikke er udfordringer.
»Der er for eksempel mangel på invalidepladser, og vi oplever, at folk uden invalideskilt parkerer på pladserne. Det er noget, vi gerne vil have gjort noget ved,« siger hun og nævner også nogle sager, der har været en del af rådets arbejde i årevis – og som var blandt de sager, der førte til diskussioner og senere fratrædelserne i det foregående handicapråd.
»Der skal stadig gøres noget ved adgangen til biblioteket og til svømmehallen,« siger formanden, der selv har gjort sig uheldige erfaringer med både at færdes på biblioteket og i svømmehallen. Her er der et varmtvandsbassin, men det er ikke varmt nok til mange handicappedes behov, fortæller hun med udgangspunkt i sine egne erfaringer.
»Jeg har været dernede og træne med en fysioterapeut tre gange, men jeg har måttet give op efter 15–20 minutter, fordi jeg går i krampe. Det er for koldt med de 30 grader, der er i bassinet. Det vil vi gerne gøre noget ved. Vi har talt om, at der måske kan være to timer om ugen, hvor temperaturen bliver sat op til 34 grader eller mere. I den tid ville 40–50 mennesker nok kunne nå at bruge det,« siger Yvonn Bengtsson.
Penge og politik
Kompromiser af den type kan være en god idé, vurderer Yvonn Bengtsson. Det får hun medhold i fra Britt Helen Krogh, der også er medlem af Dragørs handicapråd og er den eneste »overlever« fra det foregående råd på handicapsiden.
»Politik og økonomi hænger sammen, og vi fik indtryk af, at vi fra handicaporganisationerne ikke skulle være for dygtige og stille for store krav,« siger hun om det tidligere råd.
»Så vi løb ind i alt for mange problemer til slut.«
Britt Helen Krogh mener, at handicaporganisationerne spiller en væsentlig rolle.
»Hvis ikke de eksisterede, ville handicaprådet ikke blive fodret med de ting, der skal ændres i byen, så det er vigtigt, at vi kan samarbejde. Men jeg synes også, at kommunen er blevet bedre til at kommunikere med os.«
De største sager
Der er stadig nok at se til på handicapområdet, understreger formanden og rådsmedlemmet.
De udpeger begge svømmehallen og biblioteket som de væsentligste enkeltområder, men erkender også, at de ikke nødvendigvis har fokus på alt, der kan forbedres i kommunen.
»Jeg kunne godt tænke mig at høre fra handicappede og deres familie, hvis de falder over noget, der kan blive bedre,« siger Yvonn Bengtsson, der fortæller, at man kan henvende sig til hende på byvonn@gmail.com, hvis man har idéer til rådets arbejde.
»Vi kan ikke love, at vi tager emnerne op på dagen eller inden for 14 dage, for vi har kun fire møder om året. Men vi tager dem med,« siger hun.

Handicapråd
Alle kommuner skal ifølge loven have et handicapråd.
Rådet skal rådgive kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og kan behandle alle lokale spørgsmål, som kan have indflydelse for mennesker med handicap.