Dragørs skoler får samme rammer

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Dragørs skoler får samme rammer
> AI-beskrivelse: Dette billede viser en større forsamling af mennesker foran en offentlig bygning med rødt tegltag, sandsynligvis en skole eller et rådhus, muligvis Nordstrandskolen, idet der på billedet også […]

Når der starter nye børnehaveklasseelever i Dragørs skoler i 2026, er der forskel på klassekvotienten fra skole til skole – og dermed også på, hvor mange penge den enkelte skole normalt vil få i sit budget.

Tildelingen af budget er udelukkende baseret på elevtal. Men fordi Dragør Skole står til at have en klassekvotient på 22,5 elever i gennemsnit i børnehaveklasserne, mens Nordstrandskolen kommer til at have et gennemsnit på 25 elever i børnehaveklasserne, kommer de altså til at få ret ulige økonomiske vilkår.

For at sikre at Dragør Skole ikke får økonomiske udfordringer, og skolerne er stillet lige, har man i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget netop besluttet at omplacere 283.000 kroner fra Nordstrandskolen til Dragør Skole. Så får Nordstrandskolen altså ikke lige så meget per elev, som de normalt ville få. Men til gengæld får de tre skoler et mere ensartet budget at drive skole for.

»Formålet med omprioriteringen er at skabe mere lige vilkår for skolerne. Nordstrandskolen har i mange år haft højere klassekvotienter end Dragør Skole, og derfor har de haft en økonomisk fordel, når ressourcerne fordeles per elev. Men nu, hvor Dragør Skole har færre elever per klasse, betyder det, at de faste udgifter per elev bliver højere – og det skal selvfølgelig afspejles i skolens økonomi. Vi ønsker et skolevæsen, hvor rammerne følger virkeligheden, ikke historikken,« forklarer Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

Det er ledelsesfællesskabet i Dragør-modellen, der har foreslået omfordelingen af penge, og som et flertal af politikerne var enige om på Børne-, Fritids- og Kulturudvalgets møde den 6. november. Den endelige beslutning træffes på Økonomiudvalgets møde den 20. november.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER