I 2015 oprettede Dragør Kommune – på foranledning af Dansk Folkeparti – et lille specialhold på tre mand. Holdet hørte under Teknisk Forvaltning, men var ellers selvstyrende til løsning af mindre ad hoc-vejopgaver.
Før 2015 havde kommunen benyttet sig af eksterne entreprenører til alle vejopgaver: En opgave blev beskrevet af forvaltningen, og der blev indhentet tilbud fra forskellige private sider. Bedste tilbud blev valgt, og opgaven blev udført.
Den metode er god til store, enkle opgaver som for eksempel at lægge nyt asfalt på Duevænget. Men det er en kostbar løsning med ny asfalt på en vej, hvis man gør det ved totaludbud.
Asfaltlægning er en enkel opgave for et udbud, og prisen er her ofte næsten acceptabel.
Det er alle sideopgaverne ved renoveringen, som virkelig koster kassen, for eksempel istandsættelse af vejbrønde, hvis de er sunket sammen, dertil opretning af kantsten og udskiftning af fortovsfliser efter behov. Det er en række opgaver, hvis omfang ikke kan overskues fra et skrivebord på rådhuset.
Når man udbyder totalentrepriser, så skal leverandører selv medregne værst tænkelige opgaver, og det er det helt dyre.
Små, irriterrende opgaver
Med det sorte hold kan Dragør inden asfaltlægningen med de store maskiner selv klare de ukurante opgaver. Opgaver, man først reelt kunne se omfanget af, når man fysisk er startet på arbejdet; rette kantsten og fortovsfliser op og måske udskifte enkelte, efterse alle vejbrønde og renovere de ødelagte. Med det på plads kunne asfalten derefter udrulles.
Men der var også en række små opgaver, som tidligere faldt igennem nettet. Mindre, men irriterende opgaver, som burde løses, men som var for små til at sætte et stort udbud i gang. Derfor havde Dragør i årevis de samme skæve fliser, de samme huller i cykelstier. Dragør havde ikke egne folk til at løse bare én lille opgave.
Det fik Dansk Folkeparti ændret, da budgettet for 2015 blev vedtaget.
Stor modstand
Da det efter armvridning af borgmester Allan Holst’ arm blev vedtaget i byrådet, var der modstand fra oppositionen med himmelvendte øjne og hovedrysten. At en kommune selv havde vejfolk, stred imod flere personers opfattelse af en moderne kommune. Efter deres opfattelse skal en kommune udelukkende administreres af skrivebordsgeneraler, som opstiller skriftlige opgaver, før man sender arbejdet i offentligt udbud.
Også forvaltningen var lodret imod, for holdningen var, at en moderne kommune ikke selv skulle udføre fysisk vejarbejde.
Holdet har nu gennem snart ti år bevist, at de er mange gange deres egen løn værd. De har sparet kommunen for mange udgifter – også de gange, hvor de har stået for større opgaver som for eksempel cykelstierne ved Bachersmindevej og Krudttårnsvej. Altid flot arbejde.
Det er Dansk Folkepartis holdning, at Dragør nu bør udvide holdet. Der er arbejde nok, som venter.
Dansk Folkeparti er bestemt ikke modstander af outsourcing, men det er fornuftigt at overveje de enkelte opgaver – hvordan de løses bedst og billigst.
En stor tak til de aktive, energiske og kvalitetsbeviste folk i det sorte hold ved deres snart kommende tiårs jubilæum. Det må fejres.