Drømmende frirum på lærred

T
Af Thomas Mose
| | 0 min læsetid
Drømmende frirum på lærred
Værket »Shelter In The Dunes« af Sofie Thorhauge.

Når Sofie Thorhauge åbner dørene til sin udstilling Sweet Escape i Dragør Havnegalleri fra fredag den 25. april til torsdag den 1. maj, er det med ønsket om at give de besøgende en pause fra hverdagens krav og kaos.

Hendes farverige og drømmende malerier inviterer ind i stille universer, hvor roen får lov at fylde.

»Sweet Escape refererer til den flugt og frihed, der ligger i de verdener, jeg skaber i mine malerier. Min kunst er et frirum, et sted at trække sig tilbage til, når verden føles overvældende,« oplyser Sofie Thorhauge.

Selvom motiverne er genkendelige – badehuse, golfbaner, livreddertårne – løftes de ud af deres hverdagslige sammenhæng og ind i et mere drømmende univers. Her eksisterer de på egne præmisser, adskilt fra den larmende virkelighed, der omgiver os til daglig.

»Motiverne findes i virkeligheden, men i mine malerier eksisterer de i deres eget parallelle univers, hvor intet kan nå dig. De skaber et rum af ro, lys og glæde, samtidig med at de rummer en drømmende længsel,« forklarer Sofie Thorhauge.

En visuel tilflugt

Med sin udstilling ønsker hun at skabe et alternativ til den ofte politisk ladede eller provokerende kunst, der fylder meget i tiden. Hendes værker er ikke tænkt som kommentar eller debatindlæg, men som visuelle tilflugtssteder, hvor det enkle og lyse får plads.

»I en tid, hvor meget kunst har et politisk eller provokerende sigte, er mine værker tænkt som visuelle og følelsesmæssige tilflugtssteder. De er en trodsig hyldest til lyset, farverne og en drømmende naivitet, der insisterer på at give plads til det lyse og rene i en ellers kompleks verden,« lyder det fra Sofie Thorhauge.

Gæster kan besøge udstillingen i Dragør Havnegalleri på Strandlinien 17, hvor der alle dage fra klokken 13 til 18 er mulighed for at træde ind i netop det rum og lade sig omslutte af farverne og lyset.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER