Efterårsferien er netop overstået, og skolerne er i fuld gang igen. Der har været masser af aktivitet i Hollænderhallen med leg for de mindste og mange familievenlige arrangementer på Museum Amager. Samtidig er vi nu gået ind i de sidste fire uger inden valget, og derfor bliver dette også det sidste nyhedsbrev fra min side.
Det er nyhedsbrev nr. 39 i denne valgperiode. Jeg håber, at jeg med disse nyhedsbreve har bidraget til lidt større indsigt i, hvad der rører sig i kommunen – både stort og småt.
Idrætskonference i Dragør
Tilbage i sommer deltog jeg i en paneldebat om idrættens vilkår på en stor konference i Tårnby Kommune. Dagen var så inspirerende, at jeg foreslog, at vi skulle have noget lignende i Dragør.
Derfor stillede jeg et politisk forslag herom – og søndag den 26. oktober 2025 afvikler Dragør Kommune og DGI Storkøbenhavn en fælles konference. Her sætter vi fokus på både idræt, frivillighed og foreningsliv. Der vil være spændende oplæg fra professor Bjarne Ibsen fra SDU, Morten Lindkjær fra DGI og Esben Danielsen, direktør for Kulturens Analyseinstitut.
Selvom konferencen er et samarbejde mellem Dragør Kommune og DGI, er alle foreninger i Dragør, der bygger på frivillighed, meget velkomne til at deltage – også dem, der ikke er idrætsforeninger.
Jeg håber, at mange foreninger har lyst til at bruge en søndag formiddag sammen til inspiration og netværk. Det hele finder sted den 26. oktober 2025.
Værftets Venner
I det tidlige forår besluttede en enig kommunalbestyrelse at nedsætte en arbejdsgruppe af private borgere, der skal komme med forslag til fremtidig anvendelse af værftet. Gruppen har valgt at kalde sig »Værftets Venner«.
I september holdt de åbent hus, hvor alle borgere kunne komme forbi og give deres besyv med. Gruppen vil afrapportere til kommunalbestyrelsen primo 2026.
Jeg glæder mig til at høre om deres tanker og sætter stor pris på den måde, de har grebet opgaven an på.
Sports-, Kultur- og Initiativprisen samt Frivillig Fredag
Fredag den 26. september markerede vi den nationale dag for frivillige.
Som noget nyt fejrede vi i kommunen alle frivillige med en sammenkomst i Hollænderhallen. Knap 80 frivillige deltog i en festlig aften med middag, hvor Sports-, Kultur- og Initiativprisen også blev uddelt.
Velfortjent gik prisen til Bente Thers for hendes mangeårige indsats for sammenholdet i Dragør.
Høstfest
I weekenden den 4.-5. oktober 2025 afholdt initiativgruppen for erhvervsstrategien Kålfestival i Dragør – et af de første initiativer i et af de fire strategiske spor, som blandt andet handler om lokale fødevarer.
Det blev en weekend med stor opbakning: fællesmiddag på Gabriel Jensens Traktørsted, rundvisning og oplevelser på Seerupgaard samt langbordsmiddag i Ler58.
Dragør og Store Magleby har meget at byde på – både historisk og gastronomisk. Arrangementet markerede starten på en række lokale initiativer, der skal styrke både de lokale fødevarer og fortællingen om Store Magleby og Amager som Kong Christian II’s forrådskammer.
Kystsikring
Det seneste nye i arbejdet med kystsikring er, at miljøministeren har nedsat en ekspertgruppe, der skal se på modeller for forenkling af den fremtidige finansiering.
Ekspertgruppen består af:
- Torben M. Andersen (formand)
- Toke Panduro, miljøøkonom og seniorforsker ved Aarhus Universitet
- Helle Tegner Anker, professor ved Institut for Fødevarer- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
- Rikke Berg, direktør for Miljø og Teknik, Svendborg Kommune
- Michael Sloth, direktør for Teknik og Miljø, Vejle Kommune
Jeg har sammen med mine borgmesterkolleger fra Hvidovre, København og Tårnby arbejdet for, at der skal ses på finansieringsmodellerne. Det sker nu, og jeg følger arbejdet tæt.
Det er glædeligt, at miljøministeren har lyttet til vores henvendelser. Der er også planlagt bilaterale møder mellem Dragør Kommune og Transportministeriet om den videre planlægning af arbejdet med at finde den rigtige løsning for delstrækning 1–3 i Dragør.
Jeg har desuden netop haft lejlighed til at sætte den politiske ramme for fremtidens kystsikring, da jeg blev inviteret til at holde åbningstalen på en stor konference, som Forsikring & Pension afholdt på Christiansborg.
Den nationale sikkerhed
Den 22. september 2025 oplevede vi noget, vi ikke har set før: droner i luftrummet over lufthavnen. Det medførte, at luftrummet blev lukket i flere timer. Det skabte naturligvis bekymring hos mange borgere og mindede os om, at verdens sikkerhedssituation hurtigt kan komme tæt på vores hverdag i Dragør.
Jeg udtalte mig i dagene efter til pressen og opfordrede til tættere dialog mellem myndighederne om, hvordan kommuner som nabo til lufthavnen skal agere i lignende situationer. Københavns Politi tog henvendelsen alvorligt og har orienteret os om situationen.
Ugen efter – natten mellem den 30. september og 1. oktober 2025 – blev vi igen berørt af sikkerhedssituationen, da forsvaret ønskede at inddrage Kongelundsfortet som midlertidigt militært område i forbindelse med EU-topmødet i København.
Jeg har fuld tillid til myndighederne og er glad for, at de passer godt på os. Med to så store hændelser på kort tid skal vi huske, at fred og demokrati ikke er en selvfølge – det er noget, vi skal værne om.
Valget i København og Dragør
Kommunalvalget nærmer sig, og vi ser alle frem til det. Fra København kommer der forskellige politiske udmeldinger, som kan få betydning for Dragør. Senest et forslag om roadpricing, som jeg har udtalt mig kritisk om – for det vil gøre det dyrere og mere besværligt for borgerne i Dragør.
Jeg vil til enhver tid kæmpe for, at politiske beslutninger i København ikke må skade mobiliteten eller vilkårene for Dragørs borgere.
Afslutningsvis vil jeg ønske jer alle et godt valg.
Husk at afgive jeres stemme, pas på demokratiet – og tag godt imod de 80 kandidater, der stiller op i Dragør. De vil alle det bedste for vores by.