Efter ni års tovtrækning er der sat punktum i tvisten om byggeriet på Øresunds Allé 67.
På et lukket møde den 26. juni besluttede kommunalbestyrelsen nemlig at give dens advokat mandat til at indgå forlig på op mod syv millioner kroner.
Forliget afslutter en sag, der har været gennem både by- og landsret, og som kommunaldirektør Mads Leth-Petersen betegner som en rigtig ærgerlig sag for alle parter.
»Der er jo ingen vindere i sådan en sag,« siger han til Dragør Nyt.
Samme toner lyder fra borgmester Kenneth Gøtterup.
»Der er nu indgået et forlig, og vi har som kommune handlet inden for den rådgivning, vores advokat har givet os, og jeg er glad for, at der nu er indgået et forlig. En længere retssag havde ikke været til gavn for nogle parter,« skriver han i et svar til avisen.
Klager fra naboerne
Sagen begyndte i 2016, hvor kommunen gav tilladelse til, at der kunne opføres en villa i halvandet plan på Øresunds Allé.
Efterfølgende klagede naboerne, da de mente, at byggeriet reelt var i to fulde etager og derfor stred mod lokalplanen.
Året efter fik naboerne opbakning fra Planklagenævnet, der pålagde kommunen at få huset lovliggjort. Det lykkes ikke, da ejeren af villaen ikke ønskede at medvirke til en fysisk lovliggørelse.
I februar 2018 besluttede kommunalbestyrelsen at give dispensation til byggeriet, men i april 2019 blev den ophævet af Planklagenævnet, der gav de klagede naboer medhold i, at der var tale om et byggeri i to etager – og ikke en etage med udnyttet tagetage, som den oprindelige tilladelse lød.
Siden har sagen været i både by og landsret – i begge tilfælde tabte Dragør Kommune. Dommen lød, at byggeriet skulle ombygges til et plan plus udnyttet tagetage.
Ejer handlede i god tro
Efterfølgende krævede villaejer Brita Sommer 12,5 millioner i erstatning for udgifter til ombygning, genhusning og tabt ejendomsværdi.
Ifølge borgmester Kenneth Gøtterup handlede ejerne af villaen i god tro, da de færdiggjorde byggeriet, mens sagen kørte, fordi de havde fået både byggetilladelse og dispensation – en dispensation, som Planklagenævnet siden underkendte.
Det er også derfor, at kommunen nu betaler syv millioner i erstatning, forklarer Mads Leth-Petersen, der først indtrådte i jobbet som kommunaldirektør i 2021.
»Der er nogle rammer for, hvad vi som kommune kan betale i kompensation. Det skal være rimeligt og sagligt. Og det mener jeg, at forliget er,« siger han til Dragør Nyt.
Har kostet mindst ni millioner
Da kommunalbestyrelsen tidligere i år besluttede at indgå forlig, skete det ud fra en vurdering af, at en retssag ville blive væsentligt dyrere.
Alene procesrenten ville – ved en erstatning på 12 millioner, som Brita Sommer krævede – ligge i omegnen af to en halv million.
Men selvom forliget nu ligger fast på syv millioner, vil de faktiske omkostninger for kommunen være noget højere.
I Københavns Byret blev kommunen dømt til at betale sagens omkostninger, der beløb sig til 192.286,25 kroner.
Sagen har også kostet Dragør Kommune et anseeligt beløb i udgifter til advokat. I 2021 opgjorde AmagerLiv, at kommunen siden 2017 havde betalt i alt 807.645,75 kroner til Horten Advokater.
I dag er beløbet til advokater på over to millioner.
Forløbet ærgrer Kenneth Gøtterup, selvom han ikke er bekymret for kommunens økonomi.
»De fejl, der er begået, er der taget læring af, og der er også set på fremtidige procedurer i byggesager. Det er ærgerlige penge for kommunen, men jeg er glad for, at vi har en sikker budgetstyring, så vi også kan modstå uforudsete omkostninger,« lyder det i et skriftligt svar fra borgmesteren.
Villaen på Øresunds Allé blev handlet i 2024 til en pris på 20.100.000 kroner.