Endnu en rekordmåned i lufthavnen – men hver fjerde passager flyver straks videre

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Endnu en rekordmåned i lufthavnen – men hver fjerde passager flyver straks videre
Lufthavnen slår rekord på rekord i år. Foto. Tim Panduro

Det er stort set blevet til en ny passagerrekord i Københavns Lufthavn hver måned i år – og november er ikke en undtagelse.

I en pressemeddelelse skriver lufthavnen, at 2,42 millioner passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i november. Det er en stigning på 11 procent eller en god kvart million i forhold til sidste år – og det største antal novemberrejsende nogensinde.

Det betyder dog ikke, at passagererne myldrer ud i det danske turistliv. Lufthavnen meddeler, at væksten især drives af transfertrafik – altså flyskift mod andre destinationer. Hver fjerde passager bruger således København til at skifte fly. Det er en stigning på 37 procent siden sidste år. Hovedparten af transferpassagerer kommer fra Danmark, Sverige og Norge, men også fra Tyskland, Italien og Polen. 

Danskere, der rejser ud af landet, fylder også godt i statistikken, selvom lufthavnen ikke oplyser præcise tal for det.

Uanset årstiden er London den ubestridt mest populære destination fra København. I Sydeuropa er Spanien de novemberrejsendes favorit, hvor destinationerne Barcelona, Malaga og Gran Canaria er i front, men også Madrid oplever høj vækst, oplyser lufthavnen.

Også indenrigstrafikken steg markant i november med 23 procent flere passagerer end samme periode sidste år.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER