Endnu et valg: HOFOR skal have nye repræsentanter for forbrugerne i bestyrelsen

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Endnu et valg: HOFOR skal have nye repræsentanter for forbrugerne i bestyrelsen
Dragør er ramt af PFAS-forurening, og drikkevandet stammer fra andre kommuner. Arkivfoto: Thomas Mose.

Lukkede vandboringer på grund af forurening, takststigninger og en pris på en ny vandledning, der har fået politikerne til at overveje alternative måder at få drikkevand i hanerne på, er noget af det, der har fyldt i debatten i Dragør de senere år. Men ikke alle er måske opmærksomme på, at man som forbruger kan få direkte indflydelse på nogle af de beslutninger, der tages i selskabet.

Det lokale forsyningsselskab HOFOR, der forsyner godt en million kunder i Dragør og syv andre kommuner med drikkevand – og hjælper dem af med spildevandet – afholder for tiden forbrugervalg til bestyrelsen i HOFORs vand- og spildevandsselskaber.

Siden den 9. marts og frem til den 10. april kan man stemme på de kandidater, der er stillet op. Dem er der i alt 26 af.

Administrerende direktør Henrik Plougmann Olsen fortæller i en pressemeddelelse, at HOFOR har mangeartede opgaver, og at der derfor er meget på spil i valget.

»HOFOR sørger for mere end vand i hanen og afløb fra toilettet – HOFOR arbejder på at gøre vores byer bæredygtige og beredte på fremtidens udfordringer – hvad enten det er cyberangreb eller skybrud,« siger han i pressemeddelelsen, hvor han også definerer forbrugerrepræsentanternes rolle.

»Forbrugerrepræsentanterne er alle borgernes stemme i HOFOR, både i forhold til vores service og ønsker om lokale projekter. Og så er jeg personligt meget glad for de snakke, jeg løbende har med forbrugerrepræsentanterne, for de giver mig nye og vigtige perspektiver på sagerne,« siger han.

»På drikkevandsområdet står vi overfor at kunne mangle rigtig meget vand om blot 15 år. Her skal vi arbejde på at finde løsninger som for eksempel at spare mere på vandet, finde mere vand og beskytte grundvandet mod forurening,« siger han.

Kandidaterne kan findes på hofor.dk/valg, hvor man også kan se, hvordan man stemmer i onlineafstemningen. Alle HOFORs kunder over 18 år har stemmeret.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER