Der var stort set ingen kritiske bemærkninger, da det nye Ældretilsyn Øst i september aflagde besøg på Enggården til et såkaldt risikobaseret tilsyn, som er et tilsyn besluttet ud fra en vurdering af situationen på et plejecenter.
Enggården har de senere måneder været i vælten, blandt andet med implementering af en plan, som skal løfte plejecenteret, efter at en konsulentrapport i begyndelsen af året udpegede en lang række svagheder i driften.
I løbet af efteråret har der flere gange været kritik af plejecenteret, men den underbygges ikke af tilsynsrapporten.
»Plejeenheden fremstår samlet set med god kvalitet. Ældretilsynet vurderer, at der ingen væsentlige udfordringer er med kvaliteten i helhedsplejen,« hedder det i konklusionen på rapporten, hvor det fremgår, at man har kigget på de ældres selvbestemmelse, tilliden til medarbejdere og ledelse og samspillet mellem pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
»Ældretilsynet lægger vægt på, at plejeenheden arbejder systematisk med kontinuitet, kendskab til beboerne og deres behov. Organisationen fremstår med en god struktur, der understøtter den enkelte borgers helhedspleje. Ældretilsynet lægger vægt på, at plejeenhedens samarbejde om planlægning og udførelse ud fra systematiske arbejdsgange understøtter et tillidsfuldt samarbejde mellem medarbejdere og ledelse. Ældretilsynet lægger vægt på et godt samarbejde med civilsamfund og lokale fællesskaber,« hedder det i opsummeringen.
Nicolaj Bertel Riber, der er formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget frem til årsskiftet, er glad for resultatet.
»Det var et rigtig fint tilsyn, og det kan vi være stolte over og tilfredse med. Jeg har opfordret forvaltningen til, at vi husker at give rosen videre ud i systemet og husker at fortælle, når der er sket noget godt,« siger han, inden han understreger, at det ikke betyder, at alle udfordringer er overvundet.
»Det viser måske, at nogle af de ting, der er blevet arbejdet med gennem flere måneder, har virket i hverdagen. Men det er stadig vigtigt at huske, at tilsyn er lidt som en eksamen. Det er øjebliksbilleder, og jeg har gennem mine otte år i udvalget set både gode og mindre gode tilsyn. Men det ændrer ikke på, at dette tilsyn har været til UG.«
»Ældretilsynet vurderer, at der ingen væsentlige udfordringer er med kvaliteten i helhedsplejen.«
Tilsynsrapport fra Ældretilsyn Øst