Enggården viser fremskridt – næste audit aflyses

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Enggården viser fremskridt – næste audit aflyses
> AI-beskrivelse: Dette billede viser en person, muligvis en medarbejder eller en beboer, i en køkkensituation. Personen står ved en køkkenbordplade i et rum med grønne vægge og er iført […]

Den nye ledelse viser retning, og medarbejderne oplever mere ro. Sådan ser situationen p.t. ud på plejecentret Enggården. Det viser den nye audit, Dragør Kommune netop har fået lavet for at følge op på den udviklingsplan, politikerne vedtog sidste år. Men forhandlingerne med OK-Fonden om at overtage driften af Enggården fortsætter, og derfor dropper man de audits, der var planlagt til august og oktober.

Sådan faldt beslutningerne på Ældre- og Sundhedsudvalgets seneste møde, hvor politikerne både skulle orienteres om den nyeste audit og tage stilling til, om de planlagte audits i efteråret skulle gennemføres.

Liste T stemte imod, og Socialdemokratiet undlod at stemme. Begge, fordi de grundlæggende ikke er enige i, at man skal omdanne Enggården fra kommunal til selvejende institution.

Men udvalgets tre konservative medlemmer kunne stemme forslaget igennem. Og formand Jan Madsen (C) mener, det er det helt rigtige at gøre.

»At der sker forbedringer på Enggården, er udtryk for, at den nye lokale ledelse gør et godt stykke arbejde. Det skal vi anerkende. Men udfordringerne på Enggården har været ongoing i mange år. Så vi mener stadig, det er det rigtige at arbejde videre med OK-Fonden og undersøge mulighederne for, at de kan overtage driften, så vi sikrer en stabil drift og kvalitet for både borgere og personale,« siger han.

Han mener, den positive udvikling på Enggården er et godt ståsted for forhandlingerne med OK-Fonden, der selvfølgelig får indsigt i alle tilsynsrapporter og planer for stedet.

Klar ledelse og sund kultur

Helt konkret fortæller den nye audit-rapport, at der stadig er problemer på Enggården med tydelig sammenhæng mellem borgernes plejebehov og økonomiske rammer. Og ensartede arbejdsgange, tydelige roller og fælles styringsstrukturer er heller ikke helt på plads endnu.

Men det bliver konstateret, at »den nye centerleder har styrket tydelige prioriteringer og fokus på implementering af udviklingsplanen. Der ses en klar ledelsesmæssig retning mod fælles forståelse, stabilitet og ensartethed. Samtidig vurderes den nye organisering, herunder nye funktioner og faste afløsere, som fagligt relevante tiltag, der kan styrke kvaliteten og kontinuiteten tæt på borgerne«.

Den nye rapport fortæller også, at »Medarbejderne beskriver øget ro i hverdagen, større tillid til ledelsen og en oplevelse af en mere tydelig og sund kultur i samarbejdet. Der ses en tydelig prioritering af kompetenceudvikling, vidensdeling og faglig understøttelse, hvilket styrker kvaliteten i pleje og en mere systematisk og ensartet praksis på Enggården«.

Tryg ved udvikling

Alligevel er et flertal af politikerne altså enige om at følge forvaltningens indstilling om at droppe flere audits, der ellers skulle følge udviklingen resten af året. Det sker for at spare penge og ressourcer, når beslutningen om at indgå forhandlinger med OK-Fonden alligevel er taget.

»Jeg føler mig tryg ved, at udviklingen på Enggården vil fortsætte. Vi behøver ikke stå på nakken af folk for at få ting til at ske. Hvis det viser sig, vi bliver utrygge, kan vi altid sætte det i gang igen, « lyder det fra Jan Madsen.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER