En enig kommunalbestyrelse vedtog den 28. januar de beslutninger, som fagudvalgene allerede havde peget på. Finansieringeren af den skimmelsvampsramte Halvejens vuggestues renoveringen skal findes i kommunens kassebeholdning samt i en pulje til genopretning af bygninger.
Forvaltningen havde ellers peget på alternative finansieringsmuligheder, blandt andet ved at udskyde renoveringer af offentlige legepladser og lyssignaler i kommunen, men det ønskede politikerne at undgå.
Samtidig blev det besluttet, at Halvejens vuggestuebørn bliver i deres nuværende genhusning i Dagplejens gæstehus under renoveringen, som forventes at vare tre til fire måneder. Dagplejens gæstebørn låner i stedet lokaler i Nordstrandens Vuggestue, hvor de ifølge borgmester Kenneth Gøtterup (C), der netop har været på besøg, er afskærmet fra resten af institutionen.
»Denne sag omhandler en rigtig kedelig situation. Men ros til forvaltningen, der har handlet hurtigt og forsvarligt for at sikre trygge rammer for børn og medarbejdere. Det er rigtig afgørende, at den midlertidige genhusning fastholdes. Børnene har allerede oplevet én flytning, og én er nok. Det er det eneste rigtige i forhold til børnenes trivsel og tryghed, at de kan blive, hvor de er,« sagde Henrik Kjærsvold-Niclasen (V).
Ann Harnek (T) pointerede, hvor vigtigt kommunikationen til forældrene i denne sag er.
»Jeg er glad for, at I selvfølgelig også synes, at trygheden og klare tidsplaner er det vigtigste. Jeg tror, at kommunikationen er rigtig vigtig, for forældre er bekymrede både det ene og det andet sted. Så det skal være tydelig og klar kommunikation hele vejen igennem,« sagde hun.