Når lokale mænd til hest hver fastelavnsmandag kappes om at slå en tønde ned på Hovedgaden i Store Magleby, er det et ritual, der har gentaget sig så godt som hvert år op mod 500 år.
I 1520erne landede 24 hollandske familier i Store Magleby på kongelig invitation. Christian 2. ønskede, at jorden nær hovedstaden skulle dyrkes effektivt. Den slags var hollænderne gode til – og som tak fik de en række særrettigheder, som deres danske kollegaer kun kunne drømme om.
Hollænderne medbragte ikke kun viden om grøntsagsdyrkning, men også en række skikke. Den mest sejlivede var fastelavnsfejringen. For hollænderne ankom til et katolsk Danmark, hvor fastelavn indledte en 40 dage lang faste op mod påsken. Allerede i 1536 kom reformationen, og fasten blev afskaffet – men folk kan lide en fest, og selve fejringen af fasten var umulig at slippe af med for præsterne.
Når rytterne i dag stiger til hest og rider fra gård til gård for at hilse på og drikke rompunch, sker det altså med baggrund i et halvt årtusinds tradition.
De arme dyr
Rundt omkring i landet var der et mylder af forskellige måder at fejre på, men i Store Magleby kom ritualerne til at ligge fast – muligvis med inspiration fra både Holland og danske traditioner. Beskrivelser fra 1600-tallet ridser dem op; en kat blev proppet i en lille tønde, og mændene kappedes om at få den ud.
En hel del stod på spil. Den, der satte katten fri, fik et års skattefrihed.
En træls oplevelse for katten, javel – men for byens gæs var det endnu værre. En af dem blev klynget op i fødderne, dens hals blev smurt ind i sæbe, og så skiftedes bønderne til at forsøge at flå dens hoved af, mens de i fuld galop red under den.
Det skete ofte i fint selskab. De skiftende konger og deres hof drog jævnligt forbi Store Magleby for at se løjerne, for selvom tøndeslagning var kendt andre steder i landet, var hollænderne eksotiske med deres fremmedartede sprog og flotte dragter. Da Store Magleby fik en filial på Frederiksberg i 1600-tallet, blev festerne også et tilløbsstykke for mere almindelige københavnere.
Alle var dog ikke glade. »Ukristeligt abespil,« skrev digteren Mikkel Hansen Jernskæg om fastelavnsløjerne i 1693. I 1700-tallet begyndte præsterne for alvor at brokke sig – mest af religiøse årsager, for fest og druk harmonerede ikke så godt med tidens kristne strømninger, og i 1730 blev fastelavnsløjer helt forbudt i Danmark.
Det var en svær proces i Store Magleby, men et kongeligt dødsfald og landesorg gjorde, at festen i hvert fald ikke blev holdt i 1731.
I bogen Fastelavn i Hollænderbyen antages det dog, at man allerede året efter holdt en lettere udgave af fejringen – og da store dele af Store Magleby i 1733 brændte, var den lokale pastor Hviid ikke sen til at pege på, at det var Guds vrede over sognebørnenes syndige liv.
Det trængte ind. I 1734 var der ingen fest, og året efter rasede pastoren også over, at man mishandlede gæs og katte »alene for sin vellyst«.
Det reddede en del katte og gæs, for nok vækkede man fastelavnen til live i midten af 1700-tallet, men uden dyrplageriet. Andre dele af traditionen var mere sejlivet.
I dag er der stadig en udvalgt ung pige fra landsbyen, der tildeler tøndekongen et kys. Den skattefrihed, der fulgte med sejren frem til næste fastelavn, er dog for længst afskaffet.
Ildebrand og sprogdød
Traditioner ændrer sig også mere umærkeligt. To store brande i 1809 og 1821 lagde Store Magleby i ruiner, og flere af gårdene blev genopført ude på markerne.
Samtidig blev det hollandske sprog fortrængt – efter 300 år som hovedsprog – i kirken og skolerne, og hen mod år 1900 blev den traditionelle amagerdragt erstattet af mere almindeligt tøj.
Men man blev ved med at have fastelavnsridt med tøndeslagning, og i midten af 1800-tallet begyndte traditionen at fryse fast i den fysiske form, den har nu – med fastelavnsrytternes påklædning med vest, hvid skjorte og høj hat, en særligt drejet tøndestok i asketræ, heste med kunstfærdigt flettede haler og seletøj dekoreret med eksotiske havsnegle.
Der er også et fast system med fanebærere, en særligt dekoreret tønde, en rute omkring til gårde, skole og andre lokationer, hvor der synges til værtens ære og drikkes rompunch – og en musikvogn med hornblæsere.
I 1886 blev det hele organiseret i foreningen Vennekredsen, der stadig arrangerer fastelavnsridtet. Oprindeligt blev holdet stillet fra byens gamle gårde, men igennem tiden er både udenbys borgere og folk, der ikke er tilknyttet landbruget, blevet optaget i kredsen
I dag er der langt mellem medlemmer, der driver landbrug eller gartneri, og fastelavnsarrangementet har endog holdt flyttedag fra Møllegade til Hovedgaden.
De seneste årtier er mængden af ryttere blevet reduceret. Hvor der førhen var ridt over flere dage, gik man i 1958 over til kun at ride fastelavnsmandag.
Det skete i takt med, at hestene forsvandt fra landbruget, og at de gamle slægtsgårde blev stadigt færre. En fastelavnsforening for drengebørn, der slår til tønden fra cykel, har ikke kunnet vende udviklingen.
Men traditionen lever stadig, og efter beslutningen om ikke at optage kvinder på den seneste generalforsamlingen i Vennekredsen er det stadig kun mænd, der vil kunne ride til tønden i Store Magleby – ligesom det har været i århundreder.
Dragør, Tømmerup og alle de andre
Selvom ridtet i Store Magleby nok er det mest kendte, findes fastelavnstraditionen over hele Amager.
Størrelsesmæssigt blegner Store Magleby dog ved siden af arrangementet ved Blushøj Dragør. Det finder sted fastelavnssøndag. Det er dog sandsynligvis en ren årsunge.
Ganske vist findes der beretninger om, at folk drak sig godt og grundigt fulde i 1770erne, men tøndeslagningen er først omtalt fra omkring 1890, hvor beskrivelserne viser, at der mere var tale om et karneval med optog med musik, udklædninger og eksotiske indslag.
Først fra 1970 kom tøndeslagningen i fokus, da Dragør Fastelavnsforening af 1970 blev stiftet – og åbnede for, at kvinder kunne være med. Hvis ikke det var for kønsblandingen, ville det være svært for det utrænede øje at se forskel på måden, arrangementet kører på i Dragør og Store Magleby.
I nabobyerne på Amager så man op til de hollandske bønder, og traditionen for fastelavn blev lige så stille overtaget af flere byer. Sundbyvester og Sundbyøster blev lige så stille en del af København, og de to byer mistede grebet om traditionen. I 1979 opstod en ny fastelavnsforening, der siden har holdt tønderidning til hest.
I Ullerup er der også stadig fastelavnsridt, som foregår om onsdagen. Traditionerne minder om de øvrige, og der kan stadig mønstres ryttere.
I Maglebylille døde traditionen i 1953 – forståeligt nok, kan man sige, for byen blev eksproprieret til brug for lufthavnen, der nu har ædt sig ind over de fleste marker og gårde. I Tømmerup faldt traditionen også fra hinanden. Sidste gang, man kunne mønstre et fuldt hold på 12 mand, var i 1982.
Kilder: dragoerhistorie.dk, bibliotek.kk.dk, taarnby.dk, museumamager.dk, visitamager.dk samt »Fastelavn i Hollænderbyen« udgivet af Foreningen Vennekredsen i 1986.
