Fagre nye verden: Støvsugeres netopkobling hindrer udlån til ældre

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Fagre nye verden: Støvsugeres netopkobling hindrer udlån til ældre

Dragørs ældre skal også fremover købe deres egne robotstøvsugere med et kommunalt tilskud, hvis de vil have rene gulve i deres hjem.

Det har Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget lettere modstræbende vedtage på seneste møde, hvor politikerne skulle tage stilling til, om der skal fortsættes med den nyligt vedtagne ordning med kommunalt tilskud på op til 2.500 kroner, eller om man skal tilslutte sig en fælles hjælpemiddelcentral, der gratis kan låne støvsugere ud til de ældre, som bliver visiteret til det.

Udlån har nemlig konsekvenser, der ikke helt er styr på. De mest effektive robotstøvsugere kræver nemlig adgang til wi-fi – altså en trådløs internetkobling – så de kan kortlægge ruter og give en mere effektiv rengøring. Uden wi-fi vil de køre langsommere og mere tilfældigt – og de wi-fi-løse modeller på markedet kræver ifølge Dragør Kommune mere vedligehold end deres netopkoblede kollegaer. Desuden er alle de modeller, kommunen kan købe gennem sin samhandelsaftale, med wi-fi.

Støvsugerne navigerer med et kamera, der »kan optage følsomme forhold i hjemmet«, som det hedder i kommunens sammenfatning af problemstillingen. Det er en udfordring for Dragør Kommune, hvis kommunen udlåner støvsugere – for det gør kommunen til dataansvarlig og dermed også ansvarshavende i forhold til lovgivningen om GDPR – altså persondata.

Derfor skal de støvsugermodeller, der sendes ud til borgerne, tjekkes, så man ved, at de ikke indsamler data om boliger og adfærd, om producenterne overholder GDPR-reglerne, og om internetforbindelsen kan skabe sårbarheder i folks hjem.

Udlånet af støvsugere kan først begynde, når der er en afklaring på spørgsmålene – og når det er påvist, at der ikke skabes sårbarheder eller udføres overvågning.

»Vi har bedt om, at sagen bliver genoptaget, når der ligger nyt på området inden for GDPR, eller senest i andet halvår. Det vil være bedst for både borgere og kommunen at lave en udlånsmodel, og det skal vi holde skruen i vandet på, for det er stadig målet,« siger Nicolaj Bertel Riber, formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget i Dragør Kommune, der ser en enkelt fordel ved, at sagen er opstået.

»Vi har fået belyst, hvad omkostningerne er, når vi får mulighed for at bruge udlånsmodellen. De vil én til én være det samme som med tilskudsordningen, så det er godt.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER