Farverige dyr på lærred

T
Af Thomas Mose
| | 0 min læsetid
Farverige dyr på lærred
Suzana Profetas maleri »Stor hornugle« kan den kommende tid ses på Dragør Havnegalleri.

Fra fredag den 30. maj kan man opleve intense og farvemættede dyremotiver i Dragør Havnegalleri, Strandlinien 17, hvor Amager-kunstneren Suzana Profeta udstiller sine værker frem til torsdag den 5. juni.

Motiverne spænder over fugle, insekter og andre dyr fra Amagers natur – og malerierne er kendetegnet ved stor detaljegrad og en stærk farvepalet.

Suzana Profeta bor i Kastrup og har malet siden 1988. Hendes værker er blevet vist både i Danmark og internationalt – senest i Marseille.

Ud over maleri arbejder hun også med skulptur, tryk og collage og har en kunstnerisk baggrund fra kunstakademiet Liceu de Artes e Ofícios i Brasilien.

Hun beskriver sin stil som en kombination af det naturalistiske og ekspressive. I flere af malerierne spejles det lokale landskab i dyrenes øjne – som en hyldest til naturens nærvær og sårbarhed.

Målet med udstillingen er at bringe naturen tættere på mennesker og skabe lyst til at beskytte den.

Dragør Havnegalleri er åben hver dag fra klokken 13 til 18, og ferniseringen finder sted fredag den 30. maj fra klokken 15 til 19.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER