Faste medarbejdere, faglig udvikling og bedre toiletforhold til demente

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Faste medarbejdere, faglig udvikling og bedre toiletforhold til demente
Leder på Enggården, Malene Højsted Kristensen, minglede med de feststemte beboere. Foto: Freja Bundvad.

Flere faste hænder, bedre styr på medicinen og et nyt toilet til demente beboere. Det er nogle af de konkrete resultater, som Enggården kan se frem til, efter at Dragør Kommunes nye budgetaftale faldt på plads tidligere på måneden.

Plejehjemmet har siden foråret arbejdet ud fra en omfattende udviklingsplan, og nu er der sat konkrete penge bag ambitionerne. Budgetaftalen betyder, at plejehjemmet de næste år kan arbejde målrettet videre med både faglige forbedringer og bedre struktur i hverdagen.

Udviklingsplanen – der blev endeligt godkendt af kommunalbestyrelsen i marts – er skabt på baggrund af en ekstern analyse og inddelt i tre faser. Første bølge er allerede sat i gang og handler blandt andet om at ansætte flere faste medarbejdere, få styrket medicinhåndteringen og opdatere personalets rollebeskrivelser.

»Det er en lettelse, at planen er sikret, så vi kan fortsætte det arbejde, vi er i gang med. Der kommer ro om det, og det gør en forskel i hverdagen,« siger Malene Højsted Kristensen, der er leder af Enggården.

Flere faste hænder

En af de vigtigste prioriteringer i både udviklingsplan og budgetaftale er ansættelsen af flere faste medarbejdere. Målet er at mindske afhængigheden af eksterne vikarer og sikre stabilitet og fagligt ejerskab i dagligdagen. Ifølge udviklingsplanen skal der blandt andet ansættes fire og en halv social- og sundhedsmedarbejder, og Enggården arbejder løbende med at rekruttere flere medarbejdere.

»En fast medarbejder er én, der indgår i vagtplanen – det gør vikarer og afløsere ikke. Vikarer varetager fuldt ud en faglig indsats, men tager ikke på samme måde ansvar for stedet, og derfor er faste medarbejdere så vigtige for den sammenhængende kvalitet,« siger Malene Højsted Kristensen.

Samtidig er der oprettet et korps af faste afløsere, hvoraf en tredjedel er faglærte. Det har allerede haft en positiv effekt på vikarforbruget.

Et andet kerneområde i både plan og praksis er medicinhåndtering. Indsatserne spænder fra opdatering af instrukser og audit af journaler til nyt samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Målet er at sikre sikker medicinopbevaring og korrekt dispensering – og samtidig bruge rapporter om utilsigtede hændelser (UTH) systematisk i læringsøjemed.

»Pengene skal blandt andet gå til at løfte det faglige niveau. Vi skal have bedre styr på overleveringer, dokumentation og daglig planlægning, så vi får en stabil drift,« siger Malene Højsted Kristensen.

Nye toiletter

Budgetaftalen afsætter også 300.000 kroner til at forbedre toiletterne i Enggårdens demensafsnit. Det skal gøre det muligt at tilbyde beboere med demens at komme rundt i huset – også steder, hvor der i dag mangler mulighed for at skifte og udføre basal hygiejne.

»Hvis vi skal kunne tage nogle af vores demente beboere med rundt, skal der være ordentlige toiletforhold. Det mangler vi i dag,« forklarer Malene Højsted Kristensen.

Dette personaletoilet med to båse skal ombygges til et handicapvenligt toilet, hvor det er muligt for personalet at udføre den nødvendige hygiejne for beboerne. Foto: Freja Bundvad

Rent praktisk skal et toilet, der i dag fungerer som personaletoilet, bygges om, så der bliver plads til at hjælpe beboerne på toilettet samt skifte ble. Og fordi man inddrager et personaletoilet, skal der etableres et nyt – planen er, at det skal ligge i forbindelse med et af plejehjemmets depotrum.

Refusion af sygedagpengene

Budgetaftalen ændrer også på reglerne for sygedagpengerefusion, så institutionerne fra 2026 får lov at beholde hele beløbet selv i stedet for at aflevere halvdelen til kommunekassen. Det vækker forsigtig optimisme på Enggården, hvor der ofte skal findes afløsere med kort varsel.

»Det var da en glædelig nyhed at få. Refusionen dækker ikke den fulde udgift til en vikar, men er et bidrag, og det vil gøre en forskel i økonomien,« siger Malene Højsted Kristensen.

Samtidig undersøger kommunen, om der skal laves en ny økonomisk tildelingsmodel, der bedre afspejler beboernes plejetyngde. Det vil give mere retfærdige vilkår for de enkelte afdelinger og skabe bedre balance mellem budget og virkelighed.

Fokus på frivillighed og liv i huset

I både udviklingsplanen og budgetaftalen fremhæves frivillige som en ressource, der kan gøre en mærkbar forskel for beboerne. På Enggården er ønsket klart: flere lokale ildsjæle, der har lyst til at skabe liv, nærvær og oplevelser i hverdagen.

»Vi vil rigtig gerne have flere frivillige – folk, der kommer udefra og laver arrangementer eller bare skaber liv. Det giver noget andet, når der kommer nogen udefra. Det tænder et andet lys i øjnene på beboerne,« siger Malene Højsted Kristensen.

Flere initiativer – som Café Kaffebønnen, besøg af Museum Amager og samarbejder med lokale foreninger – viser, at frivillighed allerede fungerer. Men der er potentiale for mere, mener centerlederen.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER