Hundredlappen til klassekassen, gaven til børnefødselsdagene, weekendturen med boldboldklubben, lommepenge, forventningen om, at man køber noget, når sfo’en holder kagesalg til gode formål …
Der er mange ekstra udgifter, som kommer snigende i børnefamilier. For de fleste familier i Dragør er der rigeligt råd til dem, når de faste udgifter er betalt, og køleskabet er fyldt op – for Dragør Kommunes borgere ligger solidt placeret i topti over de højeste gennemsnitlige indtægter i Danmark.
En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste tidligere på måneden, at Dragør samtidig er den kommune i Danmark, der har færrest relativt fattige børn og unge i Danmark. Blot 1,7 procent af børnene ligger under den relative fattigdomsgrænse.
Ekstra skamfuldt
Men for de børn kan det ramme endnu hårdere at mangle penge end i kommuner, der har en større andel fattige.
Det fortæller Rannvá Møller Thomsen, der er i analysechef i National afdeling Røde Kors, som blandt andet beskæftiger sig med fattige børn i Danmark.
»Det føles skamfuldt for børn og forældre at være fattige i Danmark. Det er ikke nemt at sige til sine venner, at man ikke har råd til at være med, og vi ser, at børn må sige nej til sociale ting, fordi de ikke kan sige, at de ikke har råd til for eksempel at spise pizza sammen med vennerne. Når man bor i et område som Dragør, er det endnu mere skamfuldt, for i velstående områder er det normen, at man kan deltage, selv når det koster penge,« siger hun.
»Presset i forhold til tøj, gaver og arrangementer kan være større, når der er mindre bevidsthed om det i et lokalområde, hvor man sagtens kan betale 100 kroner til en gavekasse eller lægge penge for gløgg og æbleskiver til et julearrangement på skolen.«
Udfordringen ligger naturligt nok også andre steder i hverdagen – hvor sko, tøj, mobiltelefoner og computere kræver mange penge.
»Vi laver undersøgelser blandt dem, der tidligere har modtaget julehjælp hos os. Efter corona overvejede vi at trække computere ud af vores spørgeskema, fordi mange havde haft fjernundervisning. Men vi beholdt alligevel spørgsmålet, og det viste sig, at 68 procent af de unge mellem 14 og 17 år ikke havde adgang til deres egen computer. Det udelukker dem også fra de gamingfællesskaber, som mange ellers er en del af,« siger hun.
»Mange af de ting, vi tager for givet, er svære at opnå for familierne med de laveste indtægter. Vi kan se i undersøgelserne, at de kæmper på en måde, som andre familier ikke kan sætte sig ind i. Nogle af dem tæller bleer, så de har nok sidst på ugen, og vi ser også, at forældre spiser mindre, så der er mad nok til børnene,« siger hun.
Hun medgiver, at det kan være svært at vise de rette hensyn, hvis ens børn går i klasse eller institution med børn, der kommer fra lavindkomstfamilier.
»Det er meget svært, for det er meget individuelt, hvad familierne synes er værdigt. Men man kan være bevidst om, hvilke fællesskaber man starter i skoler og institutioner, og være bevidste om, at ikke alle behøver at betale til klassekassen. Man kan også donere civilsamfundsorganisationer, der hjælper udsatte familier,« siger hun og peger på, at hjælp ikke behøver at være rent økonomisk.
»Mange af familierne slås med flere ting, og mange af familierne er med en enlig forsørger, der er presset på alle måder. Så man kan hjælpe børnene med at være en del af klassens fællesskab eller for eksempel tilbyde at følge børnene eller køre dem til fritidsaktiviteter og arrangementer,« siger hun.