Onsdag den 5. juni bliver Dragør Fort omdrejningspunktet for en festlig dag med oplevelser for både store og små, når Lions Dragør og Dragør Fort slår dørene op til årets store Festdag på Fortet. Arrangementet løber fra klokken 11 til 16.
Gæsterne kan glæde sig til at opleve de historiske museumsbåde Elisabeth og Xpilot ved kajen, mens både Hovedstadens Beredskab og politiet stiller op med redningskøretøjer, patruljevogn og motorcykel.
På vandet kan man også se flotte modelbåde fra Vallensbæk Modelklub, og for børnene venter både en skattejagt og en flødebollemaskine.
Lions står desuden klar med et lykkehjul fyldt med præmier – alt fra vin og kikkerter til chokolade og legetøj kan vindes.
Der er heller ikke mangel på forplejning, for både Lions og Dragør Fort sørger for grillpølser, øl, vin, kaffe og is, så ingen går sultne derfra.
Musikalsk underholdning bliver der også sørget for. Camilla Bødtker og hendes band spiller op i teltet, hvor man kan nyde en kold øl eller et glas vin i selskab med god stemning og levende musik.
