38 procent af borgerne i Dragør mener, at en sammenlægning med Tårnby Kommune vil gavne Dragørs økonomi og udvikling.
Det fremgår af en opinionsundersøgelse, som Constructive Institute har udført blandt 636 borgere i Dragør, hvor 28 procent erklærer sig uenige i spørgsmålet.
Spørgsmålet går ikke på, om borgerne ønsker en sammenlægning, men på fordele ved at blive gift med Tårnby. Og netop det hæfter Dragørs konservative borgmester, Kenneth Gøtterup, sig ved.
»Min tolkning er, at man skal skelne imellem, hvad man kan se er til gavn, og om man gerne vil sammenlægges. Man kan godt vurdere som borger, at der er penge at hente, uden at man har lyst til at være en del af en sammenlagt kommune. Det overrasker mig ikke, at nogle vurderer, der kan være økonomi i det, og det vil der også være på den korte bane. Men erfaringer fra strukturreformen med kommunesammenlægning er, at det kan blive dyrt på den lange bane,« siger borgmesteren, der ikke har bemærket et holdningsskift under valgkampen.
»Vi har haft rigtig mange vælgermøder, og jeg hører ingen andre end Flemming Blønd rejse spørgsmålet om sammenlægning,« siger Kenneth Gøtterup med henvisning til Sydamagerlistens enlige medlem af kommunalbestyrelsen, der som det eneste af 15 medlemmer er erklæret tilhænger af en kommunesammenlægning.
Flemming Blønd er – ikke overraskende – uenig i borgmesterens konklusion.
«Analysens resultat svarer meget godt til vores fornemmelse af, at et voksende antal Dragør-borgere er positive overfor at udvide samarbejdet med Tårnby til en egentlig sammenlægning, ikke mindst på grund af de mange sager, der udstiller, at Dragør Kommune på en række vitale områder mangler ressourcer og kompetencer til at levere den service, som borgerne har behov for og krav på. Det er samtidig tankevækkende, at befolkningens holdning jo slet ikke afspejler sig i kommunalbestyrelsens holdning. Men det er jo ikke uforståeligt, at det siddende flertal ikke ønsker, at deres taburetter bliver udfordret,« hedder det Flemming Blønd.
Modsatte signaler
En anden del af undersøgelsen sender det modsatte signal og antyder et ønske om endnu større selvstændighed for Dragør Kommune. 45 procent er enige i, at »kommunen skal styrke sine egne medarbejdere i stedet for at være afhængig af aftaler med Tårnby«, mens 18 procent er uenige, og 33 procent hverken er enige eller uenige.
»Det er stadigvæk under halvdelen af borgerne, og stemningen går helt klar i den anden retning, i takt med at vi får nye indbyggere. Lige nu spiller musikken stadig på Titanic, men vi bruger rigtig mange kræfter på at holde vandet ude,« siger Flemming Blønd og tilføjer:
»Vi er selvstændige på dispensation, og den dispensation behøver vi ikke mere.«
Kenneth Gøtterup er på sin side tilhænger af samarbejde med både Tårnby og andre kommuner om forskellige ydelser. Han mener, at undersøgelsen ikke giver et fuldt billede.
»Den taler ikke om konkrete driftsområder. Hvis man kunne tage diskussionen på et oplyst grundlag, ville billedet nok være mere nuanceret. Jeg hører i hvert fald folk sige, at de er positive indstillede over for samarbejde på forskellige områder,« siger han.