Fjernvarme på abonnement er en kompliceret sag

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Fjernvarme på abonnement er en kompliceret sag
Dragør Kommune har besluttet at gå videre med udrulningen af fjernvarme trods manglende støtte fra staten. Arkivfoto.

At tilbyde borgere at leje en fjernvarmeunit på abonnement og indregne udgiften i varmeprisen er ikke lovligt efter varmeforsyningsloven. Og fjernvarmeunits kan i øvrigt ikke anses for at falde ind under definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg.

Sådan lød det i en dom fra Forsyningstilsynet tilbage i maj sidste år, da tilsynet behandlede én konkret sag om en fjernvarmeabonnementsordning, som Halsnæs Forsyning havde tilbudt.

Hvilken betydning dommen har for fremtidige abonnementsordninger på fjernvarmeunits, står dog ikke helt klart. Det gør det heller ikke i de udmeldinger, Energistyrelsen er kommet med ud fra dommen. Det er også derfor, at der har været lidt divergerende udmeldinger, og Dragør Nyt har beskrevet, at dommen ligger til grund for, at Tårnby Forsyning/Dragør Fjernvarme ikke kan tilbyde fjernvarmeunits på abonnement i Dragør, selvom de gør det i Tårnby.

Noget, der har undret mange. Blandt andet Peter Molin Brandt, der bor i Søvang og sammen med en række andre Dragør-borgere har undersøgt eksisterende abonnementsordninger i andre kommuner nøje.

»Som jeg læser dommen, og som jeg har researchet mig frem til, kan man stadig tilbyde fjernvarme på abonnement. Det skal blot gøres fra en selvstændig enhed, fordi økonomien i det skal være adskilt. Og når en kommune er involveret i selskabet, er det kommunalbestyrelsen, der skal træffe den afgørelse,« siger han.

Han forklarer, at han i udgangspunkt har været fortaler for fjernvarme. Men nu er han i tvivl, for det har generet ham, at det har været så svært at få en klar melding på, hvorfor fjernvarme på abonnement ikke er en mulighed og er blevet undersøgt grundigt i Dragør.

»Jeg vil gerne vide, hvem der har taget beslutningen, og hvad der er baggrunden. For det er mange penge for den enkelte at hoste op med 50.000 for en fjernvarmeunit,« siger han.

I princippet ja – i praksis nej

Dragør Nyt har været i kontakt med Dansk Fjernvarme, der også synes, at Forsyningstilsynets dom er svær at tolke entydigt. Men deres svar lyder i sidste ende således:

»Som det er gældende i dag, kan et fjernvarmeselskab godt tilbyde abonnement på fjernvarmeunits til sine nuværende og kommende forbrugere. Hvis projektet er godkendt af kommunen før den 30. april 2024, kan man gøre det næsten uden forbehold. Hvis projektet er godkendt efter denne dato, kræver det dog en ny særskilt beslutning og godkendelse af kommunen,« lyder det i en e-mail til avisen.

Det forklarer altså, hvorfor abonnement på fjernvarme kan fortsætte i Tårnby, og hvorfor sagen er en anden i Dragør. Hvis en kommune – som Dragør – er involveret i fjernvarmeselskabet, kan man stadig i princippet tilbyde fjernvarme på abonnement fra en særskilt enhed. Det kræver dog en ny beslutning, og der er en lang række begrænsninger. Ifølge borgmester Kenneth Gøtterup (C) gør begrænsningerne det i praksis umuligt at tilbyde abonnement på fjernvarmeunits. Især den økonomiske del.

»Det, der skaber forvirring, er, at i afgørelsen fra Forsyningstilsynet er det også meldt ud, at det for varmeforsyningsvirksomheder med kommunal deltagelse falder under kommunalbestyrelsernes kompetence at træffe en beslutning om, hvorvidt en kommune skal varetage eller deltage i anden virksomhed med nær tilknytning til varmeforsyningsvirksomhed,« siger han.

Det betyder, at det er op til kommunalbestyrelsen at vurdere, om det falder inden for varmeforsyningslovgivningen at oprette en tilknyttet virksomhed, som kan stå for udlejning, drift og vedligehold af fjernvarmeunits.

»Dermed læser man umiddelbart, at så kan kommunalbestyrelsen blot beslutte at lave et selskab ved siden af, der lejer fjernvarmeunits ud. Men så enkelt er det ikke, da kommunen ikke må finansiere udgiften. Det vil sige, at vi ikke kan optage lån til betalingen af fjernvarmeunits og så leje dem videre ud. Så med den ene hånd må der gerne laves et selskab, og med den anden hånd må kommunen ikke finansiere, og dermed er der ikke en mulighed. Det kan ikke afvises, at der kan søges fonde til finansiering, men det vurderer jeg ikke er realistisk,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.

Han er fortsat ærgerlig over, at Dragør ikke kan få en lignende abonnementsordning som den, man har i Tårnby.

»Jeg synes, at det er rigtig ærgerlig, at lovgivningen er så rigid. Vi havde alle håbet, at vi kunne levere fjernvarmeunits på abonnement. Det er ikke muligt, og det er jeg ked af. Men lovgivningen sætter rammerne, og fjernvarmeselskabet har fået rådgivning af Horten (advokater, red.) for at være helt sikker på tolkningen,« siger han.

Stiller stadig spørgsmålstegn

Peter Molin Brandt, der også selv har været i kontakt med både borgmesteren og kommunaldirektøren om problemstillingen, forstår juraen i det. Men han føler stadig, at kommunen er løbet for let hen over finansieringsdelen af en mulig abonnementsordning.

»Jeg mener, at Dragør Kommune burde have meldt klart ud fra start, hvorfor en abonnementsordning på fjernvarme var mere kompliceret, end man havde regnet med. Og derudover synes jeg, at man burde have sagt til sig selv: Det her bliver op ad bakke, men vi bliver nødt til at grave dybere ned i, om vi ikke kan lave en finansiel løsningsmodel, hvor vi går til fonde eller andet. Det ville have været en god service over for borgerne, og jeg tror da også, at det ville have kunnet give større tilmelding,« siger Peter Molin Brandt og fortsætter:

»Problemet er, at jeg tror simpelthen ikke, at det har været oppe at vende. Politikerne har slet ikke taget stilling til det. Så igen: Hvem er det, der har vurderet, at den finansielle del af en eventuel abonnementsordning ikke skulle undersøges nærmere? Hvor er det, sagen er strandet?«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER