Fjernvarmetilmelding udskydes med en til tre måneder

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Fjernvarmetilmelding udskydes med en til tre måneder
Kommunalbestyrelsen, marts 2025. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen

En enig kommunalbestyrelse vedtog på et ekstraordinært møde fredag morgen, at tilmeldingsfristen til fjernvarme skal udskydes. Det sker som en konsekvens af, at en ny afgørelse i Energiklagenævnet betyder, at fjernvarmeanlæg på abonnement også kan tilbydes i Dragør.

»Baggrunden for at udskyde fristen for at tilmelde sig fjernvarme er selvfølgelig, at folk skal have mulighed for at forholde sig til abonnementsordningen. Der skal være tid til at sætte sig ind i, hvad det går ud på,« forklarer borgmester Kenneth Gøtterup (C).

Det er dog endnu ikke afklaret præcis, hvornår den nye tidsfrist for tilmelding til fjernvarme skal ligge. Men det bliver på den anden side af sommerferien – mellem en og tre måneder efter den 1. juni.

»Dragør Kommune, Tårnby Forsyning og CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab, der leverer fjernvarmen i praksis, red.) skal sætte os ned og finde frem til, hvad der er fornuftigt, og hvad der kan lade sig gøre. Alle borgere vil modtage en direkte besked i e-Boks, når den nye dato er på plads,« lyder det fra borgmesteren.

Hvor lang tid fristen kan trækkes, skal især handles af med CTR, der både praktisk og økonomisk sætter nogle frister for at kunne udrulle projektet.

Uanset hvad står det dog nu klart, at den hidtidige tidsplan for fjernvarmeudrulningen også udskydes med den nye beslutning.

Ifølge borgmesteren betyder det, at hvor man med tilmeldingsfristen den 1. juni satsede på første spadestik inden udgangen af 2025, kan man med den nye udvikling i situationen ikke regne med at begynde at grave før i begyndelsen af 2026 – og dette er selvfølgelig kun, hvis der opnås de 65 procents tilslutning, som skal danne økonomisk grundlag for projektet.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER