Flere i den private hjemmepleje end i den offentlige

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 4 min læsetid

Fra 1. oktober er Carelink ny leverandør af hjemmepleje i Dragør, hvis man vælger en privat løsning frem for en kommunal. Et frit valg, der er sikret af lovgivningen.

I mange år har det været Dragør Pleje og Omsorg, som har leveret den private løsning til Dragør Kommune, men i et fælles udbud af hjemmepleje med Tårnby Kommune var det altså Carelink, der vandt ud fra de kriterier, man havde opstillet. Fire virksomheder kæmpede om opgaven.

Og Carelink får en del at se til. I en ny opgørelse over, hvor mange Dragør-borgere visiteret til hjemmepleje, der vælger en privat løsning, gælder det for 99, mens det er 79, der har valgt en kommunal løsning.

Tallene dækker dog ikke over det samlede antal borgere, der modtager hjemmepleje, men kun over de borgere, der er blevet visiteret til de nye borgerforløb.

Visiteres til forløb frem for ydelse

Efter den nye ældrereform bliver borgere ikke længere visiteret til enkelte ydelser, men nu til et samlet helhedsforløb, hvor man så kan få praktisk hjælp eller personlig pleje eller begge dele. Idéen er, at den nye måde at visitere på er mere borgernær og skaber en bedre sammenhæng i ældreplejen.

Ældre- og Sundhedsudvalget har fået en orientering om fordelingen af borgere i henholdsvis private og kommunale hjemmeplejeforløb – som en del af den månedlige status for implementering af ældrereformen. Men formand Jan Madsen (C) mener ikke, der er grundlag for at konkludere, at der er en skæv fordeling.

»Det, vi skal huske, er at de ældre, der indgår i denne opgørelse, er nyvisiterede borgere, der ikke har været i hjemmeplejen tidligere. Deres behov er ofte ikke så komplekse, og derfor er det ofte oplagt, at de vælger den private hjemmepleje. Oftest ligger de mere plejekrævende i kommunen,« forklarer han.

Skal følge udvikling

Han har dog netop bedt forvaltningen om en samlet opgørelse over borgere i henholdsvis privat og kommunal hjemmepleje. Både dem, der visiteres efter den nye lov og dem, der er visiteret efter den gamle lov. Lige nu har politikerne ikke tallene, fordi man er i en proces med at overflytte borgere fra den gamle ordning til den nye.

»Vi har altid ansvaret for, at der er den nødvendige kapacitet og tilstrækkelig personale i den kommunale hjemmepleje, og vil derfor gerne se tal for, hvor mange der er i det private og det kommunale. Det handler også om at forstå vores kunder. Hvem vælger ofte det private, og hvem vælger det kommunale,« forklarer Jan Madsen.

For politikerne vil det selvfølgelig også være vigtigt at følge med i udviklingen for at holde øje med, om kvaliteten er god nok hos både den private og den kommunale leverandør. Sker der pludselig et voldsomt skred fra den ene til den anden, skal der følges op.

Jan Madsen forklarer i øvrigt, at de borgere, der nu modtager hjemmepleje fra Dragør Pleje og Omsorg som udgangspunkt vil blive automatisk overflyttet til Carelink. Men at man som borger altid har et frit valg.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER