I bybilledet ses der for tiden flere og flere elcykler af typen speed pedelec og fatbike. I Dragør er det særligt omkring Hollænderhallen og Store Magleby Skole, at der bliver kørt stærkt på de store cykler.
Cyklerne har kraftige motorer og brede hjul og kan køre væsentligt hurtigere end almindelige elcykler. Mange af dem er dog ulovlige ifølge færdselsloven.
Københavns Politi betegner det som et stigende problem, som de er særligt opmærksomme på.
»Vi ser desværre flere tilfælde, hvor mindreårige kører rundt på store elcykler, som ifølge loven betegnes som knallerter,« skriver Københavns Politi i et opslag på Facebook.
Kontrol i Kastrup
Ved en kontrol tidligere på måneden omkring Herkules Alle i Kastrup blev fire elkøretøjer standset på blot 25 minutter. Alle blev ført af mindreårige uden hjelm, uden knallertkørekort og uden ansvarsforsikring. En af cyklerne blev målt til en tophastighed på 37,8 kilometer i timen ved brug af gashåndtag.
Politiet advarer nu forældre mod at købe denne type cykler til børn og unge. Ud over risikoen for store bøder kan der være alvorlige konsekvenser ved ulykker.
»Det ser måske sejt ud med en stor og hurtig elcykel, men nogle af dem er direkte ulovlige. Og i tilfælde af uheld kan det få store erstatningsmæssige konsekvenser for både barn og forældre,« lyder det fra politiet.
Skolen griber ind ved mistanke
Konstitueret leder for Store Magleby Skole, Steen Nielsen, fortæller, at skolen er opmærksom på problematikken.
»Vi kan i det daglige se, at der er en del af vores elever, der bruger elcykler. Jeg er ikke i stand til at afgøre, om de er ulovlige. Hvis vi af en eller anden grund bliver opmærksomme på noget, der virker ulovligt, retter vi henvendelse til deres forældre,« siger Steen Nielsen.
»Alle vores elever skal selvfølgelig overholde landets love – også færdselsloven. På skolens område må man slet ikke cykle, og her har vi tilsyn. Vi har desværre ikke mulighed for at føre tilsyn andre steder,« uddyber han.
Regler for elcykler
Ifølge Rådet for Sikker Trafik skal følgende betingelser være opfyldt, for at en elcykel lovligt må bruges som cykel i trafikken:
Der må kun være én motor.
Motorens effekt må højst være 250 watt.
Motoren må kun hjælpe op til 25 kilometer i timen, når der trædes i pedalerne, og op til seks kilometer i timen, når der ikke trædes i dem.
Elcykler, der afviger fra disse krav – for eksempel med gashåndtag eller højere hastighed – betragtes som knallerter og kræver kørekort, hjelm og ansvarsforsikring.