For Dragørs ældste kvinde følges vemod og livsglæde ad

Rollatoren holder parkeret i baggrunden i den lille lejlighed på Enggården. Men Ruth Andersen bevæger sig nogenlunde ubesværet rundt i hjemmet uden. Og under Dragør Nyts besøg sidder hun rank på en skammel uden ryglæn. 

Med sine 103 år er hun en af de tre Dragørborgere, der har rundet 100 år. Hun er også Dragørs ældste beboer, en rekord, hun overtog, da Dragørs og Danmarks ældste mand døde i januar, 107 år gammel.

Ruth Andersen finder sig i det fortærskede journalistspørgsmål om hemmeligheden bag den høje alder.

»Det ved jeg ikke. Men jeg synes jo, jeg har levet sundt. Min far var bager, så vi har spist meget rugbrød. Når vi fik mad uden kartofler, sagde far altid ‘spis brød til’,« fortæller hun.

Yoga, svømning og dans

Da hun blev ældre, kastede hun sig over både dans, yoga og svømning for at holde sig i form – og det har tilsyneladende nyttet.

Der bliver stadig tid til en lille dans i stuen i ny og næ, der bliver lyttet bøger og lydavis, og der er glæde i stemmen, når snakken går og latteren klukker med besøgsvennen Ruth Holdgaard og Mette Gjøl, der egentlig er ansat som ledsager, men som også jævnligt kigger forbi uden for de få, fastsatte arbejdstimer.

Alderen er trods den gode form ikke gået helt forbi Ruth Andersen. Hun sørger for at sætte sig med det gode – venstre – øre mod journalisten, så hun kan høre spørgsmålene. Og synet har også svigtet de sidste par år.

»Jeg kan stadig gå ture ned for at fodre ænderne i søen. Det holder jeg meget af,« siger hun og fortsætter:

»Men når man ikke har så meget syn tilbage, er det meget svært at finde rundt, så jeg kommer sjældent ned til byen.«

Dragørs ældste tilflytter

Den har hun ellers til gode at opleve for alvor. For hun er sandsynligvis den ældste nytilflytter, Dragør nogensinde har haft. 100-årsfødselsdagen blev fejret i Aabybro, hvor hun havde haft sit hjem siden årtusindskiftet i et lille rækkehus. Men datteren – der i dag er 76 år gammel – boede i Dragør, og hun ville gerne have moderen tættere på.

»Hun mente, at det ville være dejligt, hvis jeg boede tættere på. Og jeg ville jo også gerne selv opleve mine børnebørn og oldebørn mere,« siger Ruth Andersen.

»Nu har jeg boet her i to år. Det er ikke altid let. Mit hjem blev slået i 1.000 stykker, da jeg flyttede, og det gør ondt nu. Jeg har ingen af mine venner fra førhen, og nu, hvor jeg næsten ikke kan se, har jeg svært ved at ringe til folk,« siger hun.

»Men der er heldigvis nogle numre, jeg har lært udenad,« siger hun og udtrykker hurtigt efter taknemmelighed for Ruth Holdgaard og Mette Gjøl – det gør hun flere gange i løbet af interviewet. Taknemmelig er hun også for Cykling uden alder, der hjælper hende til at komme omkring på ture – og til arrangementer rundt omkring i Dragør.

Og ellers cirkulerer hun på plejehjemmets gange.

»Jeg går og kigger lidt til de forskellige. Nogle vil gerne sludre, og andre er somme tider kede af det, men så taler vi. Jeg prøver også at tale med nye, der kommer herind, for de har det ofte ikke så sjovt, og så er det dejligt at mærke, at der er en at tale med. For nyligt var der et familiemedlem til en af de andre, der kom med chokolade til mig for at sige tak,« siger Ruth Andersen, der har et håb, hver gang, der kommer en ny beboer.

»Jeg håber, at det er en mand. Her er flest kvinder, men det er så dejligt nogle gange at snakke med en mand i stedet. Kvinder er nogle gange mere pyllervorne,« siger hun.

Verdens bedste mor

Hun mener selv, at trangen til at yde omsorg stammer fra moderen.

»Jeg havde jordens bedste mor, og det er ikke overdrevet. Vi var fem piger og tre drenge, og Inger, der var nummer fire, blev syg med tuberkulose. Lægen ville have hende på sanatorium, men det ville min mor ikke have, at hun kom,« fortæller Ruth Andersen.

Et ophold på sanatorium betød dengang, at børnene skulle være hjemmefra i lang tid. Sanatorierne lå ikke sjældent fjernt fra børnenes hjem, så besøg ville være vanskelige. Tuberkulose blev dengang forsøgt behandlet med blandt andet frisk luft og rigeligt med mad, og Ruth Andersens mor fandt en løsning, der kunne sikre, at datteren blev hjemme:

»Inger blev hver dag båret ud i en seng, der stod i gården. Hun fik alt det, hun ville spise, jeg tror blandt andet, at hun fik en halv liter fløde om dagen. Inger blev rask, det tog et år, og min mor var der hele tiden.«

Barndomshjemmet var trygt og godt, fortæller hun. Hun blev født i Gøttrup ved Fjerritslev og voksede op i Nibe ved Limfjorden. Her havde faren et bageri – og det blev en udfordring, da besættelsen kom i 1940.

»Han var nødt til at købe et andet hus, fordi der hørte skov til, som han kunne bruge til brænde. Men det blev samtidig vores sommerhus,« fortæller hun.

Grisen i udhuset

Selv om man var bagerbarn, bestod maden ikke af brød alene.

»Vi havde en gris gående i udhuset, for der var meget affald fra de store plader, min far bagte brød på. Når grisen blev slagtet, blev der lavet blodpølse, som vi fik til jul. Min mund løber stadig i vand ved tanken,« siger hun.

Barndom blev til ungdom, og da Ruth Andersen fyldte 18 år, flyttede hun hjemmefra.

»Jeg ville gerne i lære som konditor, men min far sagde, at det ikke var et ordentligt liv. Så jeg kom på hotel i Aalborg i fire måneder, og de beholdt mig som smørrebrødsjomfru,« fortæller hun.

Senere fik hun stilling som kokkepige i Hasseris, hvor hun fik blik for, hvordan der var forskel på velhavere og mere almindelige mennesker.

»Det var under krigen, men vi fik alligevel rigtig kaffe og 80 procents sæbe,« siger hun.

Frk. Ruth

Umiddelbart efter kom hun til Jægersborg, hvor hun var kokkepige og stuepige i et par år, og her oplevede hun, hvordan man som pige i huset nærmest blev en del af inventaret – i bogstavligste forstand.

»Der var mange skilsmisser, og så gik vi piger med i handlen,« fortæller Ruth Andersen, der som stue- og kokkepige enten blev kaldt frk. Ruth eller frk. Simonsen – som var hendes pigenavn.

Arbejdsdagene var da også lange.

»Da jeg arbejdede som kokkepige, begyndte dagen klokken syv om morgenen. Jeg skulle købe ind, ordne til mad og sådan noget, og jeg skulle holde spisestuen, mens stuepigen havde det ovenpå. Så spiste vi middag klokken 12. Om formiddagen var vi klædt i blå kjole, hvidt forklæde og hvid kappe, og om eftermiddagen skiftede vi til sort kjole og hvidt forklæde. Vi havde fri i løbet af dagen, men vi var der jo alligevel. Rigtigt fri havde jeg som regel om onsdagen og hver anden søndag,« siger hun om sin tid i huset hos en meget rig familie.

Her mærkede hun, at der trods forskel i status var omsorg for hende. Hun husker en episode, hvor familiens to drenge inviteret hjem til Ruth Andersens forældre, mens børnenes forældre var på ferietur i Norge.

»Børnene fik at vide, at de måtte gå ned i butikken og tage alle de kager, de ville,« siger hun.

Det var dog ikke nok for den ældste, Axel.

»Selv om mine forældre havde været så flinke, hørte jeg Axel fortælle, at trappen til første sal hjemme hos Frk. Ruth bare var en hønsestige. Jeg blev så rasende, at jeg, da herren kom hjem, åbnede døren og hjalp ham frakken af, sagde ‘Jeg vil gerne tale med herren under fire øjne.’ ‘Jamen frk. Ruth, hvad er der sket?’ spurgte han. Da vi havde talt sammen, fortalte han kort efter, at de ville skaffe mig en lejlighed,« fortæller hun.

Det var ikke så lidt af en undskyldning i en tid, hvor der var stor bolignød. Der skulle dog et ægteskab til, før man kunne få lejligheden – og Ruth giftede sig med sin mand i 1948. Det fik hende ikke til at opgive arbejdslivet. Hun tog sig både af rengøringsjob og arbejdede som kogekone, sideløbende med, at hun tog sig af sin familie derhjemme.

I dag er datteren 76 år, børnebørnene 54 og 45 og oldebørnene 19 og 14. Årtierne er braget af sted – og det kan mærkes. Erfaring og tab følges ad.

»Jeg var den ældste af os otte søskende, og jeg er den sidste. Nummer fire er lige død. Hun boede i Aalborg, men vi ringede sammen. Det er et stort savn,« siger hun.  

»Der er nogle kusiner og fætre, men de falder også væk efterhånden. Det er slet ikke sjovt. Vi har boet på Langeland for nogle år siden, og jeg har stadig kontakt til nogle af dem dernede. Men jeg får jævnligt at vide, at nu er den og den død.«

Netop døden er naturligt nærværende, når man har længere tid bag sig end de fleste danskere kommer til at opnå. Men det gør ikke gåden om, hvad der venter, mindre.

»Det er et stort spørgsmål. Det er svært. Jeg er somme tider lidt ked af det og tænker på, hvad der er bagefter. Men vi ved jo ikke, hvad der sker,« siger hun og giver udtryk for en enkelt fortrydelse i livet:

»Jeg skulle nok have været lidt mere skrap. Jeg har har svært ved at sige nej.«

Dans, ribber og balance

Det er aldrig for sent at øve sig – men hvor mange år, der er til at blive bedre til at slå næven i bordet, vil hun ikke byde på. Hun regner dog ikke med at slå alle rekorder for høj alder.

»Jeg så en på 117 år i fjernsynet. Det tror jeg nu ikke, at jeg når,« siger hun.

»Men jeg tror godt, at jeg kan sige, at jeg klarer mig godt. Der er det med øjnene, og det er dumt, men jeg reder selv min seng, jeg vasker selv mine bukser og mine trøjer, og så går jeg rigtig mange ture,« siger hun.

Yoga og svømning er lagt på hylden, men Ruth træner stadig.

»Jeg står på et ben for at styrke min balance, og jeg hænger i ribben for at strække mig ud, og jeg danser, når der er god musik,« fortæller hun.