»Hey, har du snakket med Bedste.«
Bag det kække udsagn gemmer sig en forening af samme navn, der på fredag bliver officielt stiftet.
Foreningens medlemmer vil fremover stå for forskellige småarrangementer for beboerne på Dragørs eneste plejehjem Enggården – og stiftelsen udspringer af et møde, der blev holdt tidligere i januar på initiativ af Gitte Damm. Hun bor i Dragør og har tidligere fortalt Dragør Nyt, hvordan hun har fået øjnene op for en mangel på aktiviteter for de ældre, når hun har besøgt sin mor på Enggården.
Det indledende møde var tænkt som et forsøg på at lodde stemningen for at danne en forening – og den stemning var der, fortæller initiativtageren.
»Der mødte omkring 25 mennesker op, og vi fik 14 frivillige ud af det. Det syne jeg var en god start. Vi er i gang med det praktiske arbejde med at få lavet vedtægter, og så stifter vi foreningen på fredag, hvor vi forhåbentlig får valgt en formand, en næstformand og en kasserer,« siger Gitte Damm.
Tanken er ikke, at foreningen skal stå bag store arrangementer. I stedet kan man kigge forbi og tale med beboerne, byde på kage, lave en filmaften eller på anden vis være der i deres dagligdag.
»Det kan godt være små fællesarrangementer, men det kan også være at man kan besøge de enkelte afdelinger for at læse op, lave en quiz, se håndbold sammen med de ældre og den slags. Jeg håber, at det spreder sig, så flere melder sig til. Man binder sig ikke til et fast antal timer, men man kan gøre ting, når man har tid,« siger hun.
Medlemmerne skal ikke betale kontingent.
»Men vi vil selvfølgelig gerne have bidrag fra frivillige eller sponsorer, så vi kan få dækket materialer og småting til arrangementer og den slags,« siger Gitte Damm.
Det første arrangement for de ældre bliver lagt sammen med den stiftende generalforsamling fredag klokken 16. Her spiller den lokale Mormors Duo – og selv om arrangementet ikke er åbent for den del af offentligheden, der ikke bor på Enggården, kan man godt møde op, hvis man ønsker at være frivillig, understreger Gitte Damm.
Foreningen »Hey, har du snakket med bedste« kan også findes på Facebook ved at søge på dens navn.