Forlænget tilmeldingsfrist og økonomisk usikkerhed

a
Af admin
| | 0 min læsetid
Forlænget tilmeldingsfrist og økonomisk usikkerhed

Vi står i den absolut sidste fase af tilmeldingsperioden for fjernvarme. Og vi står lige nu i en helt ny situation med positive meldinger og med nye udfordringer, som vi er nødsaget til at få undersøgt. Det vil jeg fortælle mere om i dette nyhedsbrev.

Udrulning af fjernvarme er en krævende opgave, der kan være fyldt med mange udfordringer. Og det kræver en sikker hånd på rattet og ikke mindst, at vi som politikere har fuld åbenhed over for borgerne.

Det er også en sag med mange følelser, der handler om for eller imod. Jeg kan have den oplevelse, at »for eller imod«-debatten næsten er på samme niveau, som når man i Danmark har debatteret EU. Debatten er vigtig. Og debat kræver åbenhed.

Først de gode nyheder

For et par uger siden omgjorde Energiklagenævnet en tidligere afgørelse om abonnementsordning. En beslutning, der nu gør, at Dragør Fjernvarme A/S kan tilbyde alle borgere en abonnementsordning i stedet for, at man skal købe fjernvarmeunit.

Efter afgørelsen har Dragørs kommunalbestyrelse og Dragør Fjernvarme A/S godkendt, at dette skal tilbydes, og bestyrelsen i Dragør Fjernvarme A/S har samtidig besluttet, at fristen for tilmelding forlænges juni måned med.

Det er fra mit perspektiv en ganske fornuftig beslutning, fordi det er vigtigt i denne sag, at vi som borgere kan få den rette tid til at sætte os ind i nye vilkår og træffe vores beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt.

Bestyrelsen i Dragør Fjernvarme A/S, som henhører under Tårnby Forsyning, har ledelsesansvaret i selskabet og består af fem medlemmer fra kommunalbestyrelsen i Tårnby og tre medlemmer fra Dragørs kommunalbestyrelse. 

Ny udfordring

I forrige uge – nærmere bestemt onsdag den 14. maj – blev jeg bekendt med, at direktionen i Tårnby Forsyning på et møde over for Dragørs administrative ledelse har oplyst, at de er blevet usikre på, om økonomien i selskabet kan være udfordret. Denne oplysning videregav jeg og forvaltningen til Dragør Kommunens medlemmer af bestyrelsen af Dragør Fjernvarme dagen efter (torsdag den 15. maj) for, at de havde mulighed for at vurdere denne sag, herunder om de allerede var bekendt med dette. 

For mig som borgmester er det en meget alvorlig udmelding, som er ny, og som hverken ledelsen i selskabet eller bestyrelsen har orienteret kommunen om ved forelæggelse af en konkret sag.

Kommunalbestyrelsen har i enighed netop stået på mål for en model for udrulning af fjernvarmen, som gennemføres, hvis der er tilstrækkelige med tilmeldinger, og økonomien er sikker, så der ikke kommer store overraskelser. Derfor var den nye udmelding også lidt af en mavepuster.

De rejste opmærksomheder er alvorlige og skal selvfølgelig undersøges. For oplysningerne er ikke i overensstemmelse med de beregninger, der er foretaget tidligere i forbindelse med projektforslaget, som er godkendt af kommunalbestyrelsen.

Projektforslaget for fjernvarme i Dragør Kommune er udarbejdet af Rambøll i samarbejde med Tårnby Forsyning og Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR) og med Horten som kommunens rådgiver – og er efterfølgende godkendt af bestyrelsen i Dragør Fjernvarme A/S samt CTR, der skal levere varmen, og herefter vedtaget af Dragørs kommunalbestyrelse.

Det, vi ved med sikkerhed, er, at Dragør ikke er på vej mod en Odsherred-sag, al den stund Dragør Kommune har valgt ikke at give lånegarantier til anlæg, før vi ved, om der er tilstrækkelige tilmeldinger. Derfor ender vi ikke med en stor gæld, hvis fjernvarmeudrulningen ikke bliver til noget. 

Sådan er sagen håndteret

Torsdag den 15. maj på Økonomiudvalgets møde blev hele udvalget orienteret om, at der er blevet fremsat en bekymring – der dog ikke er fremsendt skriftligt.

På mødet blev Økonomiudvalget enige om, at der straks skal iværksættes to forhold. Det ene er, at de tre medlemmer af forsyningens bestyrelse skal anmode om et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Det andet er, at jeg som borgmester straks skal anmode om et møde med Tårnbys borgmester for at få udredt sagen.

Allerede dagen efter (fredag den 16. maj) var jeg til møde med Tårnbys borgmester og fremlagde, at der fra Tårnby Forsynings side mundtligt er oplyst en bekymring, men at der ikke er redegjort for baggrunden for den.

Det blev aftalt, at der skal holdes et hurtigt møde mellem alle parter for at få en overordnet uddybning af, hvad bekymringerne kan handle om. Og Tårnbys borgmester foranledigede et møde den 21. maj med deltagelse af os to borgmestre, vores administrationer, Tårnby Forsyning og CTR’s ledelse. 

Dagen før mødet (tirsdag den 20. maj) fremsendte ledelsen af Tårnby Forsyning deres opmærksomhedspunkter. Her oplyste de blandt andet, at likviditeten i selskabet kan blive udfordret på grund af den såkaldte provisionsgaranti, og at lovgivning, der er vedtaget om, at afskrivninger skal ske over 45 år, endnu ikke er tilpasset i lånebekendtgørelsen. I en samlet risikovurdering kan det betyde, at økonomien i selskabet ikke hænger sammen. Alt sammen oplysninger, der ikke tidligere er præsenteret for kommunens ledelse eller kommunalbestyrelsen. 

Hvad undersøger vi?

På baggrund af sagens alvor indkaldte jeg til ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde torsdag den 22. maj for, at kommunalbestyrelsen sammen kunne træffe en beslutning om, hvordan vi får afklaret, hvad der er op og ned i sagen.

På mødet besluttede en enig og samlet kommunalbestyrelse, at vi straks igangsætter en ekstern undersøgelse af økonomien i fjernvarmeselskabet. For hele kommunalbestyrelsen ligger det os meget på sinde, at vi er sikre på, at der er en sikker og forsvarlig økonomi.

Vi skal følge den linje, et flertal i kommunalbestyrelsen har lagt fra start, om at vi kun gennemfører projektet, hvis det er økonomisk forsvarligt. Så undersøgelsen skal belyse, om den økonomi, der er vedtaget, holder og er ansvarlig – eller om der reelt er udfordringer. 

Den videre proces

Undersøgelsen forventes færdig i løbet af to uger. Det betyder, at vi alle i Dragør får en opdateret vurdering af den økonomiske situation.

Det kan medføre to ting. Det ene er, at der ingen problemer er, og udrulningen fortsætter. Det andet kan være, at der er problemer, og så er spørgsmålet, om disse kan løses. Kan de ikke løses, kommer udrulningen med al sandsynlighed til at stoppe.

Det er en vanskelig kommunikation, da vi også står med den positive udmelding om at tilbyde abonnementsordning.

Vi er også opmærksomme på, at der, indtil undersøgelsens resultat foreligger, nok ikke er så mange, der ny-tilmelder sig fjernvarmen, som vi kunne drømme om. Det er helt forståeligt. Men vi vil ikke tage chancer, og vi vil sikre en åbenhed, for det tror vi på skaber både den bedste forståelse og det bedste fællesskab.

Vi har som borgere forskellige holdninger til, om fjernvarmen er en god idé, og vi respekterer alle synspunkter. Er det stadig sikkert at fortsætte udrulningen, så har vi fortsat tre ugers tid tilbage, når vi kender resultatet, og så kan vi stå her sammen og bakke op om fjernvarmeudrulningen.

Jeg og kommunalbestyrelsen vender retur, så snart vi har det endelige resultat af den nye revisionsundersøgelse, og med en enig kommunalbestyrelse om retningen giver vi både undersøgelse og projekt de bedste betingelser. 

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER