Tirsdag aften dannede Beghusets hyggelige teatersal ramme om Venstres borgermøde i Dragør, der blev afholdt forud for partiets generalforsamling.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Venstres spidskandidat Henrik Løwenheim Kjærsvold-Niclasen bød velkommen og agerede ordstyrer, men aftenens hovedperson var uden tvivl økonomiminister Stephanie Lose (V), som gav et omfattende oplæg om regeringens arbejde og de politiske udfordringer, Danmark står over for.
Omkring 45 Dragør-borgere var mødt op til arrangementet, hvor ministeren præsenterede regeringens vigtigste initiativer.
I løbet af hendes oplæg faldt snakken på alt fra regeringens sundhedsreform og skattepolitik til kystsikring og europæisk forsvarssamarbejde.
Sundhedsvæsen og grøn trepart
Stephanie Lose lagde ud med at tale om sundhedsreformen, som regeringen har vedtaget for at sikre et robust sundhedsvæsen, der kan imødekomme befolkningens behov i de kommende år.
»Vi skal sikre, at vores sundhedsvæsen kan rumme det stigende antal ældre og deres behov. Derfor er vi nødt til at investere i tidligere indsatser, så vi kan gribe folk, før deres sygdomme udvikler sig,« lød det blandt andet.
Økonomiministeren understregede, at det er en stor opgave at få reformen implementeret, men at regeringen er opsat på at sikre en sundhedssektor, der fungerer for alle. Derudover nævnte hun regeringens kommende tiårsplan for psykiatrien, som hun kaldte en mærkesag for Venstre.
»Vi skal løfte psykiatrien systematisk over en lang periode, så vi både hjælper de mest syge og samtidig investerer i, at dem, der har mindre problemer, får hjælp tidligt,« sagde Stephanie Lose.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Et andet centralt tema i oplægget var den grønne trepartsaftale, som regeringen har indgået for at skabe en balance mellem klima, natur og landbrug.
»Vi står over for store udfordringer, men vi skal finde løsninger, hvor vi ikke splitter hensynene mellem miljø, klima og fødevareproduktion,« forklarede Stephanie Lose.
Hun nævnte, at regeringen har oprettet et nyt ministerium for grøn trepart for at sikre en effektiv implementering af aftalen. En del af planen indebærer, at store dele af det nuværende landbrugsareal skal omdannes til skov og naturområder, samtidig med at man sikrer et stærkt fødevareerhverv i Danmark.
Danmark i en urolig verden
Et af de emner, som optager mange af os for tiden, er forsvarspolitik og Danmarks sikkerhed i lyset af den aktuelle verdenssituation. Det bar aftenens debat også præg af, og ministeren lagde ikke skjul på, at hun mener, at Danmark står i en meget alvorlig sikkerhedspolitisk situation.
Stephanie Lose understregede, at oprustningen af det danske forsvar ikke udelukkende skyldes valget af Donald Trump i USA, men at verdenssituationen har gjort det nødvendigt at handle hurtigt.
»Rusland har omlagt sin økonomi til en krigsøkonomi og vil kunne opruste til en fuldskalakrig i Europa inden for fem år. Det er meget alvorligt,« sagde Stephanie Lose.
Hun nævnte også både vigtigheden af Danmarks politiske engagement i Arktis, hvor både Rusland og Kina ønsker at øge deres tilstedeværelse, og risikoen for hybrid krigsførelse, hvor fjendtlige stater kan angribe Danmark gennem cyberangreb.
»Vi har allerede set eksempler på hackerangreb mod danske vandværker. Det er blandt andet derfor, at danskerne bliver anbefalet at have vand i kælderen,« sagde hun med henvisning til anbefalingen om at have en beredskabsplan i tilfælde af kriser.
Bomstærk økonomi
I spørgetiden blev ministeren spurgt om, hvorvidt der er planer om at hæve skatterne for at finansiere øgede udgifter til forsvar og samfundssikkerhed.
»Mit udgangspunkt er ikke, at nogen skatter er for lave. Danskerne betaler allerede meget i skat, og dansk økonomi er bomstærk,« lød det fra Stephanie Lose.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Derudover blev ministeren spurgt ind til alt fra kystsikring i Dragør til de fælles europæiske værdier. Se spørgsmålene og ministerens svar i faktaboksene.
Om brug af telefoner i folkeskolen
Et forbud mod mobiltelefoner i folkeskolen lyder umiddelbart ikke så liberalt. Hvorfor bakker Venstre op om det?
»Jeg synes, det er borgerligt liberalt, at når man er i skole, så er man der for at lære noget. Hver tredje elev bruger mere end en time i løbet af skoledagen foran noget underholdning på en skærm.
Jeg mener, at samtlige skoler skal formulere en politik på området, der skal tilstræbe en skærmfri skoledag. Det giver mulighed for at få skolebestyrelser, elevråd med mere til at være med til at sætte sit præg på politikken på den konkrete skole.«
Om fjernvarme og naturgas
I 2022 fik kommunerne en opgave om at sikre muligheden for at vælge fjernvarme, fordi naturgassen skal udfases. Nu virker det, som om naturgassen bliver i rørene. Hvor står regeringen i forhold til det her?
»Jeg har godt set den diskussion, der er kommet ud af det her, og det må vi også have med tilbage til mødebordet og sige, at der skal meldes noget mere klart ud.
Det har kastet noget usikkerhed af sig, og det må vi jo tage på os. Vi har aldrig talt om en fuldstændig nedlukning af gas, men det er regeringens ambition, at den gas, der kommer, er grøn. Det skal ikke være naturgas, der er i gasnettet i 2035.«
Om Grønlands selvstændighed
Jeg forstår ikke, at I ikke siger til grønlænderne, at de er velkomne til at blive selvstændige?
»Der er ikke nogen tvivl om, at det er en relativt følsom diskussion lige nu. Grønland er midt i en valgkamp, og under valgkampen er der ekstra proportioner på alt. Jeg tror ikke, at det vil være til gavn for hverken Grønland eller Danmark, hvis vi havde en offentlig diskussion om alt det her.«