Det var en af de helt tunge skikkelser i det danske politiske liv, der fredag middag var på besøg i Dragør.
Troels Lund Poulsen bærer tre af de store kasketter – forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre – og besøget i Dragør var et led i en rundrejse til samtlige danske kommuner for at vise opbakning til og høre om lokale problemstillinger fra partiets organisationer rundt om i landet.
Venstre lokale spidskandidat i Dragør, Henrik Kjærsvold-Niclasen, ridsede partiets vigtigste lokale problemstillinger op – kystsikring, børneområdet og ældreområdet, blandt andet med udgangspunkt i krisen på plejehjemmet Enggården og Venstres ønske om et friplejehjem som supplement til det kommunale plejehjem – inden han gav ordet til ministeren.
»Der er to ting, der er fuldstændigt afgørende for fremtiden, og som vi skal levere på. Vi skal leve op til NATO’s målsætninger og sikre den nødvendige oprustning og styrke statens engagement i forhold til klimasikring. Det er en bunden opgave, fordi man ikke bare kan sige til landets kommuner og borgere, at det er en opgave, I selv må bekoste,« hed det fra Venstre-formanden, inden han satte ord på klimaproblematikken, der er yderst aktuelt i Dragør Kommune, hvor en såkaldt 100-års stormflodshændelse vil føre til, at mere end 40 procent af ejendommene bliver oversvømmede.
»Hvis der kommer en så stor hændelse, som man jo ikke kan udelukke, så ved vi udmærket godt, hvad det kommer til at betyde for hele hovedstadsområdet. Det er en gigantisk regning, som man ser ind i. Vi er nødt til at lave en langsigtet og målrettet plan, hvor det også kan hænge sammen med rekreative områder og den grønne trepart,« sagde han, inden han satte ord på en af de store, lokale diskussioner: finansiering.
»Vi skal finde en model, som er balanceret i, hvordan regningen bliver samlet op mellem stat, kommune og borgere, og der forventer jeg, at vi kan lave en løsning i foråret 2026. Men løsningen skal nok blive diskuteret rundt omkring i landet, uanset hvordan vi får den lavet.«
Det sagde Troels Lund Poulsen også
Om valgkamp
»Der starter en permanent folketingsvalgkamp fra den 19. november, som løber frem til det folketingsvalg, vi får i løbet af 2026.«
Om ældrereformen og lokalt selvstyre
»Vi har taget et opgør med meget af den bureaukrati, der har været på ældreområdet, og dermed også givet en større grad af lokal selvbestemmelse, så alt ikke skal bestemmes fra Christiansborg. Diskussioner som dem om, hvor mange bade ældre mennesker skal have, når de er på plejehjem, er gift for det lokale selvstyre.«
Om Forsvaret
»Det er en trist tid at være forsvarsminister i. Der er sammenhæng mellem situationen i Ukraine og vores egen sikkerhed. Vi befinder os i en hybridkrig, og den handler i bund og grund om at slide samfundet ned, så vi ikke er parate, hvis der kommer en egentlig krig.«
Om de formodede droner, der lukkede lufthavnen den 22. september
»Vi ved stadigvæk ikke, hvad der skete herude i Dragør i forhold til, hvem der stod bag, men det påvirkede det danske samfund i ekstrem grad. De hændelser bliver vi nødt til at blive endnu bedre forberedt på. At lave en effektiv dronebekæmpelse er ikke bare noget, man lige gør. Man kan ikke bare skyde op i luften, for det kommer jo ned igen.«
Om at preppe
»Jeg har preppet længe før, at det blev moderne at gøre. Jeg bor derude, hvor der er flere dyr end mennesker, ude på Midtsjælland, så jeg har et meget stort viktualierum. Det vigtigste er at have nogle batterier, vand og godt med mad. Hvis vi kan klare os selv, kan samfundsressourcerne gå til at sikre de svageste borgere.«
Om risiko for krig
»Hvis Ukraine falder i 2026, er krigen rykket tættere på. Jeg tror, at Putin også har en appetit på Baltikum. Jeg har en pige, der er syv år gammel, og hun spørger, om der kommer krig, og jeg siger nej, for der er ikke en militær trussel mod Danmark. Men det betyder ikke, at der ikke kan komme trusler mod Danmark om to eller tre år. Jeg er mere bekymret, end jeg var for to et halvt år siden. Men vi skal ikke gå ned i en kælder. Vi skal leve vores liv. For hvis vi bliver ramt af sortsyn, så mister vi også livskraften og modstandskraften, og de forhold har vi brug for en større offentlig diskussion om.«

