Flere døde fugle er blevet fundet langs Dragørs kyst i den seneste tid. En række borgere, som har set de døde fugle, har henvendt sig til Dragør Kommune, som har været i dialog med Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Og styrelsen oplyser, at der er fugle fra området, der for nylig har testet positiv for fugleinfluenza.
Styrelsens pressetjeneste bekræfter over for Dragør Nyt, at de har flere indmeldinger på fund af døde fugle i Kastrup. Da Dragør ligger inden for en radius af 20 kilometer af, hvor der er fundet og påvist fugleinfluenza indenfor 30 dage, foretager de ikke yderligere indsamling og tests i området p.t. For så kan man gå ud fra, at fugleinfluenzaen er i området, og at man skal være ekstra opmærksom.
Pressetjenesten oplyser også om, at smittetrykket generelt er højt i Danmark, og at man siden oktober har aflivet op mod 500.000 fugle fra både professionelle fuglehold og hobbyhold på grund af fund af fugleinfluenza.
Derfor er det vigtigt, du som borger følger en række råd:
Anmeld døde fugle – især vandfugle, rovfugle og kragefugle – via Fødevarestyrelsens app FugleinfluenzaTip.
Undgå at røre direkte ved de døde fugle eller fugleekskrementer. Fuglene kan være døde af mange andre ting – blandt andet den hårde vinter – men det er bedst at være på den sikre side.
Hvis du vil fjerne en død fugl, som ikke er anmeldt til Fødevarestyrelsen, så brug engangshandsker eller en plastikpose. Læg fuglen i plastikposen, luk den og smid den i affaldsbeholderen til restaffald.
Hævet trusselsniveau for fugleinfluenza
Hvis du holder gæs, ænder eller høns, skal du huske, at der gælder en række skærpede regler lige nu, fordi trusselsniveauet for fugleinfluenza har været hævet siden oktober sidste år.
Blandt andet skal dine høns, ænder og gæs være under tag og i indhegning, hvis du holder dem på et areal, der er over 40 m2.
Alt foder og vand til dine fugle skal placeres enten indendørs, under fast tag eller under fast overdækning.
Læs meget mere om, hvordan du skal forholde dig:
Fugleinfluenza: Fakta om sygdommen