Der er mange grunde til, hvorfor det er en god idé at satse mere på lokal fødevareproduktion og gastronomi i Dragør. Det mener Amalie Agth Østergaard Sørensen, der er nyuddannet gartner og nyudsprunget iværksætter med et lille gartneri i Store Magleby.
Hun har allerede indgået samarbejde med Hollændergårdene om at have en vejbod med grøntsager hos dem – og med Kongeskov Keramik nede på Kongevejen om at levere afskårne blomster.
Men hun tror, et større fællesskab med de andre gartnerier og landbrug og mere støtte fra kommunen kan få stor betydning for ikke bare hende, men mange andre.
»Det er et ambitiøst projekt fra kommunens side, men det skal det også være. Og jeg synes, det er megaspændende. Jeg ser et kæmpe potentiale i for eksempel at kunne levere grøntsager til restauranterne i København, men ikke mindst til de lokale restauranter. Og så synes jeg, det er fedt, hvis vi kan få genoplivet historien om jordbruget i Store Magleby – og også et fokus på det at dyrke økologisk og prøve at passe på naturen,« forklarer Amalie Agth Østergaard Sørensen.
Hun har allerede været til det første møde sammen med flere af de andre lokale producenter og håber blandt andet, der kan komme flere lærepladser ud af det nye sats. For da hun blev uddannet, skulle man langt ud over Amagers grænser for at få en elevplads.
»Og det er jo egentlig skørt, når vi har mulighederne her i området,« siger Amalie Agth Østergaard Sørensen.
Sparring og samarbejde vigtig
Hun er sikker på, at mange nye idéer og tiltag vil vokse og gro, hvis de lokale fødevareproducenter og restauranter lærer hinanden bedre at kende. For at have nogen at sparre med, der også kender de lokale vejr- og vækstforhold, kan have stor betydning. Ligesom man også kan låne maskiner af hinanden eller gå sammen om at købe nye.
Derudover peger hun på flere ting, kommunen kan gøre for at støtte små iværksættere som hende.
»Jeg kan kun drive det her, fordi jeg kan bruge mine svigerforældres jord gratis. Hvis kommunen kan stille jord til rådighed, lave nogle ordninger eller give folk mulighed for at leje det billigt, ville det give mulighed for flere til at etablere sig,« siger hun og fortsætter:
»Til nyopstartede kan det også være rigtig godt med et sted, hvor man kan søge hjælp til regnskab. Jeg har ikke råd til en revisor, så det ville være fedt at kunne få hjælp og råd til den del. Det tror jeg, mange ville kunne bruge.«