Der er sket markante ændringer i Dragørs næststørste parti, Liste T (Tværpolitisk Forening), som ved kommunalvalget i 2025 blev partiet med næstflest stemmer. På generalforsamlingen i denne uge blev der både valgt en ny formand og sat en ny retning for bestyrelsens sammensætning.
Efter 20 år som bestyrelsesformand trådte Kristine Bak tilbage og overlod posten til Lotte Aabye. Kristine Bak fortsætter dog i bestyrelsen som kasserer.
»Det har været en fornøjelse at stå i spidsen for Liste T de sidste tyve år. Meget er sket i løbet af årene, men jeg er stolt af det sted, vi står i dag. Og det glæder mig, at der er yngre kræfter, som har lyst til at engagere sig i bestyrelsen. Vi tror på, at det er det, der skal til, for at løfte Liste T ind i fremtiden,« fortæller Kristine Bak.
Den nye formand, Lotte Aabye, ser frem til arbejdet.
»Jeg ser frem til at komme i gang med det politiske arbejde. Vi er et parti, der har mange ting på hjerte, så der er masser at tage fat på,« udtaler Lotte Aabye.
Flertal af kvinder
Den nye bestyrelse består af Lotte Aabye, Hanne Wanscher, Kristine Bak, Ida Lissau, Trine Gotha, René Bomholt, Annette Nyvang, Sanne Rossen og Bent Larsen.
Liste T’s nye bestyrelse skiller sig ud i lokalpolitisk sammenhæng ved at have et markant flertal af kvinder på posterne, og den er den eneste lokalbestyrelse i Dragør med kvindeflertal. Da vælgerne i november 2025 satte deres kryds, var kun en tredjedel af navnene på stemmesedlerne kvinder.
»Det glæder mig, at det er lykkedes os at tiltrække nye kræfter til bestyrelsen. Det er vigtigt for os, at bestyrelsen er bredt funderet og repræsenterer forskellige befolkningsgrupper og interesser i Dragør,« siger Lotte Aabye.