I alle byer opstår der en række betegnelser for steder, som alle forventes at kende til. Men er man nytilflytter eller bare ikke tidligere har interesseret sig for lige præcis disse steder, kan det være svært at vide, hvor det præcist ligger, når der bliver talt som for eksempel Hovedgrøften, Erhvervsområde Nord eller Stejlepladsen. Det kan være problematisk, hvis man gerne vil følge med i kommunalpolitik, eller hvis man gerne vil møde op til et kulturelt arrangement og ikke kan finde frem – og ikke tør spørge nogen og afsløre sin uvidenhed.
Derfor vil Dragør Nyt i de kommende uger give en lille geografisk ABC til nogle af de steder i Dragør, alle forventes at kende. Vi starter med Hovedgrøften:
Hovedgrøften
Hovedgrøften er et cirka fire kilometer langt vandløb, der løber fra lufthavnen (fra sådan cirka bagved Amagermuseet) og videre gennem en række marker uden om Store Magleby og Sydstranden og løber ud i Søvangsbugten gennem markerne cirka midt mellem Søndergårdens kolonihaver og selve Søvang.
Der bliver ofte talt og skrevet om Hovedgrøften, fordi der er fundet større mængder af PFAS i den, og Dragør Kommune derfor længe har arbejdet med at få den oprenset, undersøgt, om man kan placere et ansvar for PFAS-udledningen, og finde ud af, hvor man i øvrigt kan deponere PFAS-resterne – som aflejrer sig i sedimentet i grøften – når man renser det op. Lufthavnen etablerede i øvrigt et renseanlæg i 2022, som nu renser drænvandet for PFAS, før det ledes til Hovedgrøften.
Hovedgrøften har historisk haft den funktion – og har det stadig – at den sikrer afvanding af de omkringliggende marker. Derfor skærer kommunen jævnligt grøde i det lille vandløb, så det ikke stopper til, men kan fortsætte med at lede vand væk fra markerne.
Har du et stednavn eller et område, du gerne vil have en præcis geografisk beskrivelse af og forklaring på? Så send en e-mail til redaktion@dragoer-nyt.dk
