Gode råd var velkomne på mødet om kriseberedskab

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Gode råd var velkomne på mødet om kriseberedskab

Fanget i bornholmsk brugs

»I juleferien var jeg på Bornholm, hvor vi blev ramt af uvejr, mens vi var inde i en brugs, hvor dørene så blokerede. Selvom et supermarked ikke er det værste sted at være fanget, fik jeg en oplevelse af, hvor dårligt forberedt jeg var, selvom vi har fået besked i e-Boks, og Troels Lund Poulsen har meldt ud, at vi skal være forberedte på en krise,« siger Rikke Thygesen, der var blandt de fremmødte til mødet tirsdag aften.

Hun er godt tilfreds med mødet.

»Det var en dygtig underviser, materialet var godt, og det er et godt initiativ med sådan et møde. Og jeg skal hjem og have fat i en powerbank, så jeg har den, hvis strømmen svigter.«

Kirsten og Gimmi vil tage ansvar for naboerne

»Jeg er gammel spejder, og jeg vil i det hele taget gerne være forberedt,« siger Kirsten Johannessen, der sammen med sin mand, Gimmi Johannessen, var taget til Hollænderhallen tirsdag aften.

»Vi ejer en ejendom, hvor vi bor i en af lejlighederne og lejer de tre andre ud. Vi vil også gerne kunne tage ansvar for naboer.«

Under mødet fortalte hun, at parret er relativt godt forberedt i forhold til mange af de gode råd, der blev givet undervejs. Alligevel er der plads til forbedring derhjemme, mener hun.

»Jeg kom for at lære noget mere, og det gjorde jeg. Vi har dunke derhjemme, men jeg skal have fyldt vand på. Jeg vil helst ikke drikke vand, bare det har stået i køleskabet et par dage, men jeg tænker, at man nok kommer til at drikke vandet fra dunkene, hvis man er tørstig nok. Og så skal vi også have lidt forskellige ting liggende i bilen, selvom vi sjældent kører lange ture,« siger hun.

Ægteparret bor relativt højt – i hvert fald efter Amager-standard – så oversvømmelse er ikke den store bekymring.

»Men man kan da godt være bekymret over, at vi bor tæt på broen og på lufthavnen, og at vi ikke rigtigt har nogle beskyttelsesrum i Dragør. Så jeg ville gerne vide lidt mere om, hvor det er smart at gemme sig, hvis nogen skulle finde på at gøre noget mod Danmark.«

»Man er nødt til at hoppe med på vognen«

»Jeg synes egentlig, at jeg er godt forberedt, men det kan ikke skade at høre, om der er noget, jeg ikke har tænkt over,« siger Torben Anderson, der var en af repræsentanterne for familiefarsegmentet på tirsdagens møde.

»Vi er outdoorinteresserede og en del af spejderlivet, så vi har trangiasæt og langtidsholdbar mad i forvejen. Men jeg kan se, at jeg har bidt lidt for meget mærke i, at man skal have tre liter vand per person per dag. Hvis man også vil vaske sig eller bruge vand til andre formål, bør man have noget mere, så jeg skal have mere vand på lager fremover,« siger han.

Han er glad for, at der er mere fokus på det private kriseberedskab.

»Jeg er vokset op med atomtruslen, og dengang talte man ikke så meget om at være forberedt. Men når det offentlige kommer med anbefalinger, tager man det lidt mere alvorligt. Selvom man også førhen har kunnet se, at det gav mening, har man alligevel set dem, der preppede, som lidt af nogle tosser. Men nu er man jo nødt til at hoppe på vognen.«

Kriseberedt i årtier

Ole Lau Kristiansen fortæller, at han har været kriseberedt i årtier – i hvert fald i det små.

»Jeg har i årtier sørget for at have lidt ekstra vand og lidt konserves,« siger han.

»Men nu står vi i en situation med både USA og Rusland, hvor flere er lidt nervøse, og jeg synes også, at det er spændende at få lidt nye input.«

Før pensionisttilværelsen kørte han blandt andet for Københavns Brandvæsen, så han har fået en krisebevidsthed ind gennem arbejdslivet. Alligevel har kurset inspireret ham.

»Jeg skal nok ud og købe lidt ekstra til mit lager i morgen,« siger han.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER