Sæsonen for græs- og naturbrande er så småt i gang.
Lørdag måtte det lokale brandvæsen således lægge vejen omkring Lille Engstien i haveforeningen Søndergården på Sydstranden, hvor et stykke bevoksning var brudt i brand.
Ifølge Peter Ørnbo, der er operationschef hos Hovedstadens Beredskab og områdeleder for stationerne i Dragør og Store Magleby, lød alarmen klokken 21.45.
»Det drejede sig om 20 kvadratmeter, og ilden var gået ud, da vi landede, men vi fulgte alligevel lidt op med en vandslukker,« siger han.