Graffiti med nazistiske referencer foran Tesla-ejeres hjem er politianmeldt

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Graffiti med nazistiske referencer foran Tesla-ejeres hjem er politianmeldt

Flere Tesla-ejere i Dragør er blevet mødt med en uvenlig hilsen foran deres huse. Fire steder på henholdsvis Drogdensvej og Rønne Allé i Dragør er der nemlig blevet udøvet hærværk på fortovet foran folks huse.

»Proud Swasticar Owner« er der malet med noget, der ligner sort spraymaling, der er påført ved hjælp af en stencil; en skabelon, der bruges til at male eller spraye et motiv hurtigt og præcist.

Stencils er ofte lavet af pap, plastik eller metal, hvor selve motivet er skåret ud, så maling kan påføres gennem åbningerne, og teknikken bruges ofte i graffiti.

Symbolikken i billedet trækker paralleller til nazistiske emblemer. Ørnen minder om den tyske Reichsadler, der blev brugt i Det Tredje Rige, og ordet “Swasticar” er en sammentrækning af swastika (hagekors) og car (bil), hvilket antyder en forbindelse mellem de pågældende biler og nazisme.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Borgmester Kenneth Gøtterup tager kraftigt afstand fra hærværket. Foto: Freja Bundvad.

Da graffitien er lavet på offentlig vej, er det Dragør Kommune, der skal politianmelde sagen. Kommunen blev gjort opmærksom på problemet onsdag formiddag, da en borger indgav en klage. Dragør Kommune anmeldte hærværket til politiet onsdag eftermiddag.

Derefter er det kommunens Vej- og Gartnerafdeling, der står for at fjerne hærværket. Her forsøger man i første omgang at rense malingen af fliserne. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skifter man de pågældende fliser.

»Det er chikane«

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) har selv været ude at se hærværket, som han tager dyb afstand fra:

»Det er chikane af en gruppe borgere. Jeg håber, at dem, der har gjort det, stopper omgående,« siger borgmesteren og tilføjer:

»Vi står i en svær international situation, men det her løser ikke noget. Hvis man vil komme med et politisk budskab, må man deltage i den demokratiske debat. Det hører ingen steder hjemme at chikanere andre,« siger han.

Dragør Nyt har været i kontakt med Københavns Politi, der ikke har yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

»For nu kan vi kun oplyse, at hærværksforholdene er anmeldt til Københavns Politi,« lyder meldingen fra politiet mandag den 10. marts.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER