I omegnen af små 20 millioner kroner.
Det kan være prisen for grunden på Strandjægervej 31B, hvis den sælges på markedsvilkår med en bebyggelsesprocent på 30 procent. Det viser et estimat, som Dragør Nyt har foretaget.
Grunden, der i folkemunde omtales som Engvejsgrunden, er interessant, fordi SeniorBo har udset sig den til at realisere drømmen om et seniorbofællesskab i Dragør.
Men i en tidlig version af SeniorBos forslag til finansiering af et seniorbofællesskab i kommunen angiver de, at de vil betale 7.120.000 for Strandjægervej – hvilket formentlig er mindst ti millioner kroner mindre, end grunden kan forventes at være værd, hvis den sælges til markedspris.
Den prisforskel bekymrer dog ikke formanden for Dragør SeniorBo, Nina Nørgaard. Ifølge hende er seniorbofællesskabet nemlig »ikke et projekt, som kan eller skal skæppe i kommunekassen, men en gave til byen«.
Dragør Nyts estimat rykker ikke ved de politiske holdninger til SeniorBos projekt.
Socialdemokratiet bakker fortsat op om projektet, da de ønsker at sikre »den nødvendige boligudvikling«, imens Det Konservative Folkeparti mener, at grunden skal sælges til markedspris, såfremt kommunen på et tidspunkt vælger at sælge den.