
Planen om at udlægge Erhvervsområde Nord mellem Ryvej og A.P. Møllers Allé møder modstand fra en gruppe grundejere.
Grundejerforeningerne Køjebo, Petersminde, Nordstranden, Raagaards Alle, Godthåb, A.P. Møllers Allé, Strandbakken, Nordbo, Ryvej, Gartneriet Raagaard og Nordre Dragørvej 59 er gået sammen og har nedsat en arbejdsgruppe, der rejser en række bekymringer for projektet.
Arbejdsgruppen har formuleret en mail til samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvor de sætter ord på deres bekymringer om projektet, der ifølge dem mangler grundlæggende analyser og risikerer at påføre kommunen unødige omkostninger og udfordringer.
Ikke noget behov
Ifølge Per Nommensen, der er formand for Petersminde Grundejerforening og en del af arbejdsgruppen, er en af de største bekymringer den manglende behovsanalyse.
»Vi har ikke set nogen dokumentation for, at der overhovedet er brug for et nyt erhvervsområde. Og uden en ordentlig økonomisk analyse risikerer vi, at kommunen bruger penge på et projekt, som ikke giver noget tilbage til borgerne,« siger han.
Derfor mener gruppen, at man i højere grad bør udlægge beslutningen om at etablere et nyt erhvervsområde til borgerne – og her er det nært forestående kommunalvalg en oplagt mulighed for at lade vælgerne tage stilling.
I mailen til politikerne opfordres politikerne til at undlade at træffe store og endelige beslutninger om Erhvervsområde Nord nu, men i stedet bør afvente kommunalvalget og lade den nye kommunalbestyrelse tage stilling til projektet med vælgernes opbakning i ryggen.
»Vi vil gerne have, at Dragør forbliver en kommune, hvor borgerne har indflydelse på de store beslutninger. Det her handler ikke om at være imod erhvervsliv, men om at træffe de rigtige beslutninger på det rigtige grundlag,« uddyber Per Nommensen.
Tung trafik og få arbejdspladser
En anden central bekymring handler om de trafikale konsekvenser. Gruppen frygter, at området vil tiltrække tung trafik, som byens veje slet ikke er gearet til at håndtere.
»Vi kan ikke bare se til, mens der potentielt bliver skabt en situation med store lastbiler, der kører forbi børnehaver og skoler. Det er en risiko, vi ikke kan acceptere,« forklarer Per Nommensen.
Per Nommensen understreger, at grundejerne ikke er imod etableringen af et erhvervsområde, der kan skabe lokale arbejdspladser, men sætter spørgsmålstegn ved, om det planlagte Erhvervsområde Nord vil opfylde de behov.
Han og resten af arbejdsgruppen frygter, at erhvervsområdet i stedet vil komme til at huse store lagerhaller, der beskæftiger folk fra andre områder og dermed ikke gavner Dragørs lokalsamfund.
»Vi skal jo være naboer til det, hvis det kommer op at stå, så det må jo gerne være noget, der er pænt at se på. Noget, vi kan se, der giver gode arbejdspladser for dem, der bor i byen, og ikke skaber trafikale problemer,« siger han.
»Valget handler ikke om en enkelt sag«
I et svar på arbejdsgruppens mail genopfrisker borgmester Kenneth Gøtterup (C) på vegne af hele kommunalbestyrelsen den videre proces for projektet med Erhvervsområde Nord.
Borgmesteren understreger, at kommunalbestyrelsen i øjeblikket arbejder på at få belyst både adgangen fra Ryvej og en alternativ adgang fra den nordlige del af A.P. Møllers Allé. Før en lokalplan kan udarbejdes, skal et politisk flertal diskutere rammerne for en sådan plan.
Han lover desuden at inddrage grundejerforeningerne på et senere tidspunkt:
»Vi har lovet jer i grundejerforeningerne på vores møde i Hollænderhallen, at inden vi træffer en endelig politisk beslutning om ’hjørneflagene’, vil vi tage endnu et møde med jer, hvor vi politisk vil fremlægge vores overvejelser.«
Med hensyn til arbejdsgruppens opfordring om at udskyde beslutningen til efter det kommende kommunalvalg svarer Kenneth Gøtterup, at det er op til partierne at afgøre. Han understreger dog, at en kommunalbestyrelse i hans optik er funktionsduelig i alle fire år og dermed også kan træffe store beslutninger i hele valgperioden:
»Kommunalvalget handler ikke kun om en enkelt sag, men helheden for kommunens drift og udvikling. Her må borgerne vurdere hver enkelt parti, og hvert parti må stå på mål for deres disponeringer,« skriver han.
Flere repræsentanter fra grundejerforeningerne dukkede op til kommunalbestyrelsens møde den 23. januar for at appellere til den samlede kommunalbestyrelse om at udskyde beslutningen. Her var borgmesterens svar det samme.
»Men ellers kan et flertal efter et valg jo vælge også at omgøre beslutninger med tilbagevirkende kraft,« tilføjede Kenneth Gøtterup.